Table Of ContentMichel Olsen
Andre titler i BORGEN/BASIS
og Gimver Kelstnip, red.
Per Aage Brandt mil: Arkitekturens praksis. Bidrag til en teo
ri Seks essays
Per Aage Brandt mil: Tekstens teater. Bidrag til en kritik af
og læser
den poetiske økonomi
Søren K. Christensen og Tage S. Kristensen: Kollektiver i
Danmark
Jørgen Dines Johansen (red.): Psykoanalyse, litteratur og En antologi
tekstteori Tradition og perspektiver om receptionsforskning
Jørgen Dines Johansen (red.): Psykoanalytiske begreber. Kom
mentar. Bibliografi
Frans Gregersen miL (red.): Klassesprog. Sociolingvistik og
uddannelse - en antologi
T. Kragh Grodal miL Tekststrukturer. En indføring i tema
tisk og narratologisk tekstanalyse
Klaus Kjøller Vælgeren og partiprogrammerne. En aktuel
sproglig-politisk analyse
Birger Steen Nielsen og Elo Nielsen (red.): Socialisations
forskning. Senkapitalisme og subjektivitet. En antologi med
bidrag om socialisationsteori, politisk psykologi og psykoana
lyse
Willy Ør skov: Lighed og identitet
BORGEN/BASIS
Indhold
© Borgens Forlag 1981
Omslag: Torben Skov
Trykt i Rounborgs grafiske hus, Holstebro
ISBN 87-418-3170-5
Michel Olsen
Indledning 7
Hans Robert jauss
Litteraturhistorie som udfordring til litteraturviden
skaben 56
Wolfgang Iser
Tekstens appelstruktur 102
Norbert Groeben
Interpretation som konstruktion af værkmening på
grundlag af receptionsdata 134
Umberto Eco
Læserens rolle 178
s. 56 Hans Robert Jauss: »Literaturgeschichte als ProvcJcation der Li-
teraturwissenschaft« in Uteraturgfschichte als iVøtv^i//ao,©Suhrkamp
Veriag, Frankfurt am Main 1970 Bibliografi 201
s. 102 Wolfgang Isen »Die Af^lstruktur der Texte - Unbestimmt-
heit als Wirkungsbedingung literarischer Prosa«,©Wolfgang Iser,
Konstanz 1974 (Konstanzer Universitatsreden 28), in Rainer War-
ning: Rei^tionsåstbetik, Wilhelm Fink Verlag, Miinchen 1975
s. 134 Norbert Groeben; »Interpretation; Konstruktion von Werksinn
anband von Rezeptionsdaten« in fjKctption^orscbung als empiriscbe Ute-
raturwissenscht^, ©Athenaum Verlag GmbH, Kronberg/Ts 1977
s. 178 Umberto Eca »II lettore modello« in Lector in fabula, © Bompia-
ni, Milano 1979
MICHEL OLSEN
Indledning
I de sidste årtier har to tilgange til litteraturen stået
centralt, den immanente og den sociologiske. Den im
manente litteraturbetragtning sætter værket i centrum,
mener at dette skal betragtes, udforskes i sig selv.
Denne retning opstod i reaktion mod forskellige litte
raturteoretiske metoder der alle havde det tilfælles at de
betragtede værket som udtryk for noget andet: for for
fatterens psykologi, for væsentlige tankestrømninger
(åndshistorie) eller for det samfund der omgav det; det
udtryktes bLa. i Taines opfattelse af kunstværket som et
resultat af race, miljø og moment.
At ville se et værk i sig selv betyder ikke at man afvi
ser at se det også i en videre sammenhæng, blot at man
kræver de to operationer isoleret. Den immanente litte
raturbetragtnings vigtigste retninger er nykritikken (jf
Fjord Jensen 1962), den russiske formalisme og de for
skellige strukturalistiske retninger der siden 60erne har
gjort sig gældende. Et nuanceret indlæg til fordel for
den immanente tekstbetragtning, som en første nød
vendig fase i værkbeskrivelse, findes i Brask (1974).
Tilføjes må det dog at både de russiske formalister og
de (overvejende) franskorienterede strukturalister har
forskudt tyngdepunktet i forskningen fra det enkelte
værk til de betydningssystemer der går igen i forskel
lige værker i forskellige kombinationer (stilfigurer, mo
tiver, fortællestrukturer, værdisystemer, genrelove
mjn.).
Interessen blev meget hurtigt vendt imod de syste
mer der betinger værkproduktionen, og dermed åbne
des der også for forskning i læserproblemer, fordi man
hurtigt blev opmærksom på at læserens betydningssy- litterære værk har visse træk fordi det er opstået som
stemer (koder) ikke nødvendigvis falder sammen med udtryk for en klasses eller gruppes interesser.
de systemer der immanent kan tillægges værkmenin Set på baggrund af den ældre positivistiske forsk
gen, og at denne afstand imellem læser og værk stillede ning (Taine og Sainte-Beuve inspirationen) er den nye
en del spørgsmål af stor interesse. kausalforklaring komplementær. Samfundet ses ikke
I takt med politiseringen af hvimaniora og nedbry som noget givet men som en konfliktfyldt proces. Til
delsen af faggrænser blev det naturligt at nyformulere gengæld lades psykologiske og psykoanalytiske forkla
det gamle spørgsmål om hvad litteraturen egentlig er ringsmodeller der ikke kan føres tilbage til det sociale, i
godt for, eller hvad litteraturen egentlig er, og nærlig den grad ude af betragtning at man, hvis man ønsker at
gende var det at søge svaret i forbindelsen imellem studere ydre grunde til et værks opståen, kan tale om
litteratur og samfund. Resultatet blev — ikke nødven en mangel, en mangel der indirekte kommer til udtryk i
digvis, men rent faktisk — at man nu igen vendte sig til Jean-Paul Sartres store Flaubert-studie hvor Flauberts
en forklaringsmodel af kausal art; det store flertal af individuelle træk ofres stor opmærksomhed, skønt de
marxistiske undersøgelser ser litteraturen som bestemt gennem en række operationer (beskrivelse af familie,
af samfundet, selv om visse (fx Althusserskolen) har omgangskreds) søges ført tilbage til samfundsmæssige
opstillet et begreb om strukturel kausalitet eller taler faktorer (1971-72).
om litteraturens (og de øvrige kulturelle udtryks) rela Den immanente, værkorienterede og den kausalfor-
tive autonomi (j£ Macherey 1978). klarende (produktionsorienterede) æstetik lader imid
Ideologikritikken blev indført, og ideologi blev af lertid mere eller mindre et spnargsmål ude af betragt
det store flertal opfattet som »falsk bevidsthed« som ning, et spørgsmål som Marx i Grundrisse dog stillede
kunne »afsløres« (af forskerens rigtige). Andre forskere ganske klart:
af fx Althusserskolen betoner dog at ideologien er
uomgængelig og nødvendig; hvis jeg har forstået det »Men vanskeligheden ligger ikke i at forstå at græsk
ret, fordi videnskaben aldrig kan blive totaL Som ud kunst og epos er knyttet til visse samfundsmæssige
tryk for en historisk placeret, og derfor nødvendigvis udviklingsformer. Vanskeligheden er at græsk kvinst
engageret bevidsthed (interesseret vil Frankfurtersko og epos endnu kan nydes af os og på en vis måde
len vel sige) falder en ideologi imidlertid i vidt omfang endnu gælder som norm og uopnåeligt mønster.«
sammen med hvad man før kaldte livs- eller verdensan
skuelse, og dette sidste udtryk bruges da også af den
marxistiske forsker Lucien Goldmann (1955). Dette Bortset fra at Marx, med sin tid, endnu opfatter den
skyldes måske ikke kun Goldmanns delvise forankring græske kunst som et mønster, er problemet helt præcist
i den åndshistoriske tyske tradition, men lige så meget stillet: hvorfor kan vi egentlig nyde fortidens kunst,
at Goldmann, skønt han ikke altid betoner dette aspekt hvis denne kunst kun eller overvejende skal forklares
lige meget, tillægger kunsten en målrettet fvmktion, til ud fra det samfund den opstod i og som måske er os
lægger formuleringen funktion for det videre historiske yderst fremmed.^ Vi kan læse de græske tragedier, men
forløb. Trods mange spændende forsøg på at sammen- bortset fra filologisk skolede, må man forudsætte at læ
tænke den marxistiske inspiration med bLa. psykoana serne får alt muligt andet ud af dem end deres græske
lyse og socialisationsforskning forbliver hovedindtryk samtidige, hvis man vil forklare litteratur udelukkende
ket af den marxistiske forskning kausalt-reduktivt; det ud fra dens produktionsomstændigheder. Indvendin
8
gen imod den immanente værkcentrerede litteraturbe forståelseshorisont, og disse læsere har endvidere helli
tragtning bliver ikke helt så skarp: i mange tilfælde kan get sig et stort, men dog begrænset udsnit af de klassi
den give en værkbeskrivelse der af læseren kan accepte ske forfattere og set dem i et kun langsomt skiftende,
res som dækkende for hans oplevelse; blot må man så fælles perspektiv.
spørge: hvad er det som beskrives: er det værket »selv«, I denne forstand er humanismens tid forbi: de lærdes
eller indsmugles der eventuelt i beskrivelsesapparatet kreds sprængtes efterhånden som det læsende publi
store dele af de strukturer, de koder, som den filologisk kum voksede; men også en anden grund skal flygtigt
uskolede læser deler med den mere bevidste forsker? berøres inden læserproblematikken genoptages. Med
Det foregående skulle have til formål at stille opdagelsen af det radikalt anderledes gennem mødet
spørgsmålet om læserens rolle i litteraturen og - i vi med fremmede kultvirer, fjerne i tid eller i rum (histo
dere forstand — i forhold til tekstbegrebet Men spørgs rievidenskaben og senere etnologien), er den kulturelle
målet stiller sig ikke kun så teoretisk. I takt med at ud centrering omkring den klassisk-europæiske tradition i
dannelsessystemet får tag i stadig bredere lag stilles nye det mindste blevet gjort problematisk.
læsergrupper over for den traditionelle litteratur og Men det mest afgørende er vel nok at de brede læ
over for litteraturundervisningen. Dette møde kan ikke serkredse der træder ind i gymnasiet ikke mere er op
undgå at rejse en del spørgsmål Tidligere mente man, vokset i en historisk kulturel tradition. Mødet med
eller gik stiltiende ud fra at visse værdier (æstetiske, denne er da også forekommet mange fremmed, og i ste
etiske) lå i de traditionelle værker, fx i dem der læstes i det for at kræve en tradition indlært der er fremmed for
gymnasiet, og at visse værker blot behøvede at blive de fleste, er der opstået en velbegrundet interesse for at
vist frem for at de unge kunne tilegne sig dem. Natur få noget mere at vide om hvad de unge, og »folk« i al
ligvis krævedes der visse forudsætninger, og derfor mindelighed læser. Kulturløshed synes der ikke at være
spillede realkommentar - af tekststeder der ikke umid tale om: oplagstallene for såkaldt seriøs litteratur er sti
delbart kunne forstås - en stor rolle. Hermed viderefør- gende; der købes mange bøger og læses lige så meget
tes egentlig kun en praksis der var blevet udbygget af som, om ikke mere end før i tiden. Ansatser til en litte
renæssancens humanister vinder deres møde med de ratursociologi har da heller ikke manglet. Her kan som
antikke tekster: forudsætningen var at teksterne når de den store danske forløber nævnes Sven Møller Kristen
en gang var blevet gjort forståelige kunne tale umiddel sens arbejde Digteren og samfundet I-II (1942), Robert
bart til læseren og sige ham noget væsentligt. Deraf Escarpits banebrydende arbejde Sociologte de la littérature,
mange billedlige udtryk om at leve med, at tale med de dansk udgave ved Hans Hertel (1971) med et væsent
klassiske forfattere osv. ligt kapitel om danske forhold, samt Lars Peter Røm-
Men kan man umiddelbart forstå en fortidig tekst? hilds Lasere 1971.
Stillet i så generelle vendinger kan spørgsmålet for Litteratursociologien frembyder et ret velafgrænset
søgsvis besvares med et nej. Og når det overhovedet forskningsfelt, omend den i videre perspektiv også
gik for humanisterne, skyldes det bLa. en række uudtal kommer til at berøre en del klassiske litteraturteoreti
te forudsætninger. Helt op til den sorte skoles tid, der jo ske problemer, såsom litteraturens funktion, litteratur
først sluttede i sidste århundrede, men som var en hen- historiske problemer (tradition, fornyelse) m.m. Også
sygnende udløber af en stor fælleseuropæisk tradition, litteraturpædagogikken må vel ses i videre sammen
har der været tale om et meget lille publikum, en sluttet hæng og opstille nogle »målbeskrivelser«, der jo ikke
kreds af i reglen ret højt begavede læsere med en fælles kan affattes uden nogle forestillinger om hvad littera
10 11
tur er, hvorledes den fungerer osv. Men som pædagogik trods for at den i stadig højere grad har udviklet sig til
har den sit eget, formentlig veldefinerede forsknings en kommunikationsteori der i lige høj grad interesserer
felt. Her kan henvises til Hauberg Mortensen (1979). sig for afsender- og modtagerstrukturer. Ecos måde at
Omvendt er litteratxirteorien, delvis ved ydre til angribe problemerne på er noget forskellig fra Kon-
skyndelse, delvis gennem indre overvejelser specielt stan2-skolens, men der er så mange berøringspunkter
ang. tekstbegrebet og de spørgsmål der rejser sig når at den skulle kunne lægge op til en frugtbar diskussion
man skal skrive litteraturhistorie, kommet til at interes imellem receptionsæstetikere og strukturalister.
sere sig for læserproblemer. Endelig har vi medtaget et kapitel fra psykologen og
Det foreliggende udvalg af receptionsforskning, dvs. litteraturforskeren Norbert Groebens Rezeptionsfor-
forskning i hvordan litteratur reciperes = modtages, er schung als empirische Wissenschaft, dels fordi den giver en
derfor ikke litteratursociologi eller litteraturpædagogik, stringent kritik af Konstanz-skolens tekstbegreb, dels
selv om visse af de overvejelser der fremsættes kan fordi den empiriske tilgang til varkmeningen (og ikke
være af interesse for disse discipliner, ligesom de blot til læserpsykologi!) gennem undersøgelser af fakti
nævnte discipliner også rummer elementer af interesse ske læsninger er en ny tilgang der kan have interesse i
for litteratvirteorien. De fire valgte tekster skulle på et større, kommunikationsteoretisk perspektiv.
hver sin måde være repræsentative. Vi kunne have øn Meget mere kunne have været taget med. Blandt for
sket at bringe mange flere; som bekendt er det altid udsætningerne den polske litteraturforsker Roman In-
svært at begrænse sig. Hans Robert Jauss’ »Litteratur garden, der har betydet meget for Isers tekstteori og
historie som udfordring til litteraturvidenskaben« blev den tjekkiske forsker Felix V. Vodicka. Derudover en
oprindelig holdt som tiltrædelsesforelæsning ved uni stor angelsaksisk tradition hvorfra vi vil nævne Stanley
versitetet i Konstanz i 1967 under titlen »Hvad er og til Fish og Michael Riffaterre. Denne sidstes superreader-
hvilket formål studerer man litteraturhistorie?« Den begreb vil få en vis relevans for den følgende diskus
har givet receptionsæstetikken dens navn og har sam sion. At derimod Jean-Paul Sartres banebrydende essay
men med Wolfgang Iser tiltrædelsesforelæsning sam i »Qu’est-ce que la littérature« ikke bringes skyldes også
mesteds, Teksternes appelstruktur (førsteudgave 1970) den gode grund at store dele deraf allerede foreligger
givet navn til Konstanz-skolen. Til denne skole knytter på dansk (1966). Det ville være absurd at opregne hvad
sig også en række yngre forskere som Karlheinz Stierle der ikke er taget med. Dog kunne de forskellige kritiske
og Rainer Warning. Medens Jauss i sin forelæsning går røster have fortjent en omtale, men pladshensynet taler
ud fra en litteraturhistorisk problemstilling, tager Iser for sig selv.
sit udgangspunkt i tekstens flertydighed, dens ube Gode indføringer i receptionsæstetikken og dens
stemthed. forløbere findes bLa. hos Karl Robert Mandelkow;
Kapitlet fra Umberto Ecos Lector in fabula er taget »Probleme der Wirkungsgeschichte« (i Hohendahl
med for at vise at overvejelser over såvel tekstbegre 1974 s. 82-96), Giinther Grimm: »Einfuhrung in die
bets ubestemthed som læserens rolle også findes inden Rezeptionsforschung« (i Grimm 1975 s. 11-84),
for den strukturalistiske eller semiotiske tradition. Det Hannelore Link: Rezeptionsforschung (1976), Karlheinz
er værd at mærke sig at, medens der af receptionsæste Stierle: »Was heisst Rezeption bei fiktionalen Texten?«
tikken henvises flittigt til Ecos tidlige værk. Opera aper- (i Poetica 7, 1975) og Rainer Warning: »Rezeptions-
ta (»Det åbne kunstværk«) fra 1962, så nævnes hans se åsthetik als literaturwissenschaftliche Pragmatik« (i
miotiske tekstteori i betydelig mindre grad, og det til Warning 1975).
12 13
I det følgende vil jeg knytte nogle bemærkninger til men - er at gøre op med det synspunkt der mekanisk
hver af de fire repræsenterede forfattere. Heri vil jeg vil aflede litteraturen af samfundsstrukturen.
dels inddrage nogle synspunkter der ikke kommer Blandt Jauss’ metodiske forudsætninger findes også
tydeligt nok til orde i de valgte uddrag, dels kort berøre de russiske formalister, en litteraturteoretisk retning
nogle af de diskussionsemner som receptionsforsknin der måtte give op over for Stalintidens ensretning
gen har draget frem, dels kommentere den debat den omkring 1930. Et af denne retnings begreber der har
har givet anledning tiL betydning for receptionsæstetikken er fremmedgørel-
Den oprindelige version af Jauss’ artikel, som vi sesteknikken. Formalisterne opfatter bLa. kunsten som
bringer i en forkortelse han selv har foretaget eller god en kamp imod en automatiseret måde at se tingene på,
kendt (i Warning 1975) indledes med en kritik af den og den stadige ændring af den kunstneriske form, det
traditionelle litteratvirhistorie: den fremstår iflg. Jauss kunstneriske udtryk, har til formål at bryde vor vane
som en kombination af genresynspunkter, åndsstrøm- mæssige opfattelse. Derfor foreslår formalisterne at op
ninger og indflettede levneds- og værkbeskrivelser. Et fatte den litterære udvikling som en stadig, nødvendig
værks placering i litteraturhistorien sker efter kriterier udskiftning af gamle former med nye. Synspunktet er
der er vanskelige at definere. Jauss prøver derfor at meget frugtbart (på et felt som moden synes der, i det
skitsere forskellige opfattelser af litteraturhistorien — mindste i korte forløb, at ske en, naturligvis også øko
der alle er parallelle med opfattelsen af den egentlige nomisk begrundet, ændring for ændringens skyld, og
historie. Litteraturhistorien kan for det første skrives også litteraturen kan jo fremvise modefænomener).
teleologisk, målrettet, således at fortiden opfattes som Men formalisterne bliver svar skyldige på et spørgsmål,
forberedelse, nutiden som opfyldelse af fortiden. Man som ikke blot Jauss, men også marxister har stillet dem:
kan også skrive (litteratur)historie som periodebeskri hvad forklarer en eventuel retning i udviklingen.^ Her
velse, for at se »hvordan det egentlig var<c Her løber er en stadig trang til ændring ikke nok. Det skal dog
man den risiko at tabe forbindelsen til nutiden. Kritik nævnes at formalisterne, inden de blev undertrykt,
ken af den første, målrettede historieopfattelse vil vi nåede at anstille væsentlige overvejelser over forholdet
komme tilbage til. Den krise den er løbet ind i hænger imellem det litterære og det sociale. Tynianov (1967, i
dybest set sammen med hele fremskridtstroens krise, Todorov 1965, s. 120-37) opfatter litteraturen som en
med en anden brudagtig historieopfattelse der bl.a. er »række« i udvikling med relativ autonomi over for den
kommet til orde i den franske filosof Michel Foucaults sociale »række<c I den mere tænksomme marxisme har
tænkning. udtrykket »relativ autonomi« (med sin begrænsede
I den marxistiske litteraturforskning findes begge åndelige terror) haft stor teoretisk betydning og en
opfattelser repræsenterede, både fortiden som forbere mildnende effekt. Derimod mærker man sig at Jauss’
delse til nutiden (bLa. Lukåcs-traditionen) og litteratu diskussion med den strukturalistiske tradition er mere
ren som udtryk for et svundet udviklingsstadium. I begrænset. Det er bLa. derfor vi har inddraget Umberto
denne første debat med marxismen findes der en ten Eco i dette udvalg.
dens hos Jauss til at reducere den til afspejlingsteorien, Af Jauss’ teser vil vi fremdrage et par af de helt væ
hvad der nok kan synes berettiget hvis man ser rent sentlige punkter og knytte et par bemærkninger til
statistisk på den marxistiske litteraturforskning. Jauss’ dem. For det første begrebet »forventningshorisont« og
pointe - der ikke udelvikkende er rettet imod marxis muligheden for at rekonstruere den, vel at mærke ud
14 15
fra eksisterende værker, bekendte normer eller genrens gelser er bLa. betinget af at man kan frigøre sig fra for
immanente poetik og modsætningen imellem fiktion gangne receptionsstruktvirer.
og virkelighed (tese 2). Det er nok dette begreb der har På marxistisk grundlag har Karlheinz Barck fortsat
været genstand, både for størst interesse og for mest kritikken af begrebet forventningshorisont. Han frem
kritik. I sin indledning (i Hohendahl 1974, s. 82-96) gør hæver at Jauss ikke taler om bestemte, socialt define
Mandelkow opmærksom på at forventningshorisonten rede læsergrupper. Dermed bliver begrebet rent indre
med udbytte kan spaltes op i flere forskellige horison litterært og får ikke den samfundsmæssige praksis med
ter. Han nævner epokeforventning (de herskende tradi som er af så stor betydning for udformningen af be
tioner og konventioner som et nyt værk træder ind i og vidstheden (i Naumann 1975). Barck berører her et
op imod), værkforventning (den kendsgerning at en meget væsentligt problem: hvordan udformes nye be-
forfatter ofte låses fast på et værk som hans senere for vidsthedsindhold; og han stiller en spændende arbejds
ventes at ligne; således følte Camus det fx som et pres opgave: kan man påvise forskellige receptionsformer
at være forfatter til Den fremmede) og forfatterforvent hos forskellige socialgrupper? Hvad det første punkt
ning (her dannes der, ud fra flere af en forfatters vær angår accepterer Jauss (1975, s. 337f.) at skelne imellem
ker, et billede af ham der betinger de forventninger han en litterær og en social forventningshorisont. Denne
mødes med; fra fransk litteratur kunne man nævne at sidste stammer fra læserens livserfaring, men han me
det billede man gør sig af Balzac som realistisk forfatter ner at han allerede har foretaget denne skelnen, når han
kan stille sig hindrende i vejen for forståelsen af hans sondrer imellem poetisk og praktisk sprog (jf. nedenfor
mere filosofiske værker). Også virkningens virkning s. 61). Jauss betoner med rette at man også må skelne
kan blive et problem. Udtrykket kan virke lidt gåde skarpt imellem den historisk konkrete læser (af kød og
fuldt, men dækker over noget meget reelt: det billede blod) og den implicitte læser, den læserrolle, dvs. det
som receptionen danner af en stor forfatter kan blive billede som teksten giver af sin læser, altså en tekststør
en anstødssten for senere litterære retninger; under op relse, som den konkrete læser opfordres til at gå ind i,
gøret med den franske klassiske litteratur gik den store men som han også kan afvise (mere herom i de senere
tragedieforfatter Racine ikke ram forbi Han identifi bidrag og kommentaren dertil). Dog er Jauss meget
ceredes til tider med regeltvangen, det goldt formalisti forbeholden over for forskning i den konkrete læser,
ske, og først gennem nye, moderne receptioner blev hvis materielle forhold, mener han, oftest er stumme;
Racine frigjort fra sine egne epigoner som han havde dog ikke altid, kunne man tilføje, der findes til tider do
ydre kendetegn tilfælles med: tre enheder, alexandriner- kumenter hvor folk udtaler sig; desuden ligger der, hvis
vers, abstrakt stil osv., men ikke værkernes væsentlige den konkrete - fortidige - læsers forventningshorisont
spændinger. Mange værker kommer således »i skærsil er utilgængelig, en vis berettigelse i at forske i »analo
den«, bliver glemt for en tid, og det hænger bLa. sam gier« og »homologier« imellem sociale forhold og litte
men med »virkningens virkning«. Om de senere genop rært udtryk.
dages vil afhænge af om de har andet og mere at sige, Jauss afviser også den empiriske læserforskning
om de kan indgå i en ny receptionssammenhæng. Men (således som Heinz Hillmann har dyrket den (1974)).
dette kan kun tiden, den kulturelle udvikling vise. Ek Han mener at den kun vil kunne frembringe udtryk for
sempelvis er vor tid rig på genopdagelser, især inden socialroller og klasse- eller gruppefordomme. Muligvis,
for kvinde- og delvis arbejderlitteratur. Disse genopda men disse har jo også en vis betydning under læsnin
16 17
gen. Groebens forskning skulle vise at den empiriske I tese 3 siger Jauss at et værks kunstkarakter, og det
tilgang, i det mindste til en vis grad, kan nærme sig vil sige dets kvalitet, kan måles ved afstanden imellem
selve værkmeningen og forøvrigt også bidrage til at forventningshorisonten og det nye værk. Dette er en
kaste lys over begrebet forventningshorisont, typisk modernistisk æstetik, som Jauss da også har mo
I sin fjerde tese nævner Jauss at forventningshori- dificeret, allerede i efterskriften til »Racines og Goethes
sonten også tillader at man stiller de spørgsmål som Iphigenie« (i Warning 1975, s. 380-94) og senere i
værket gav svar på. Her findes forøvrigt en slående pa Åsthetische Erfahrung (1977). Medens den modernistiske
rallel til ideologikritikken. En ideologi defineres ofte holdning, der repræsenteres af det bidrag vi bringer,
netop som et svar, hvis spørgsmål forbliver uformule betoner kunstens normbrydende karakter, skelner
ret. Med Hans Georg Gadamer (1960, jf. indføring i Jauss nu også to andre stadier (der i 1977, s. 220 udbyg
Bukdahl 1967) afviser Jauss at et værk skulle kunne be ges til et femleddet skema), nemlig en normgivende,
dømmes ud fra et stade uden for historien. Man kan præformerende, og en motiverende eller normdannen-
ikke springe sin egen forudforståelse over, og denne de funktion. Medens den normgivende ligger nær ritua
forudforståelse er givet med ens egen samtid. Jauss af lets bevidstløshed, består den normdannende i fri for
viser at ty til begrebet det klassiske for at forklare hvad midling af erfaring fra generation til generation. Med
kunstnerisk værdi er (det gør både Gadamer og mange denne midterstørrelse imellem modernistisk brudæste
andre litteraturforskere). Klassiciteten er for Jauss kun tik og massekulturens bevidstløse formidling mener
den selvfølgelighed som opstår når værkernes spørgs Jauss at have svaret på angrebene for borgerlig æsteti
mål bliver tilvante. Over for det klassiske værk gælder cisme. Man bemærker sig indflydelsen fra bevidstheds-
det om dels at stille spørgsmål på ny, dels at opdage sociologien, fx Berger og Luckmann (1979).
dets negativitet. Om en klassiker så igen kan aktualise Vi har allerede berørt et væsentligt kritikpunkt der
res afhænger helt af om den kan rejse et nyt aktuelt gik på forventningshorisonten og som, fra marxistisk
spørgsmål Klassiciteten er altså aldrig noget for én hold, blev præciseret derhen at dette begreb ikke ydede
gang givet (jf. herom »Racines und Goethes Iphigenie« studiet af konkrete læsergrupper retfærdighed. Men
i Warning 1975). disse konkrete ankepunkter er kun forpostfægtninger.
Et punkt der fortjener opmærksomhed er tese 5. Her Marxisternes hovedærinde er at undgå at kunstværket i
ser man at læseren par excellence er den forfatter der receptionsæstetikken forflygtiges til det rent relative.
omsætter læsningen fra passiv modtagelse til ny pro De betoner, ligesom Adorno, men med andre begrun
duktion. I Jauss’ arbejder kan der imdertiden være en delser, kunstværkets substanskarakter. I sin indledning
tendens til at lade store ånder tale sammen hen over år (1975) søger Manfred Naumann at forankre kvmstvær-
hundrederne, således Goethe med Racine (jf. nedenfor), ket på produktionssiden (afsendersiden) ved at henvise
Valéry og Goethe (1976), medens kritikernes udlæg til Marx’ indledning til den politiske økonomi (MEW
ninger snarere ser ud til at virke tilslørende på de op Xllly s. 622-26). Her redegør Marx for hvordan pro
rindelige radikale spørgsmål Tankegangen er elitær, duktion og konsumption gensidigt betinger hinanden,
sikkert delvis berettiget elitær, men for forskeren mel men hævder så at produktionen er det dominerende
der der sig dog en del spørgsmål, bla. noget så enkelt moment Marx’ argumentation overbeviser mig ikke og
som udvælgelseskriterier, hvem skal man lade tale med jeg refererer den derfor ikke. Men derfor frakender
hvem.? kan man springe den mellemliggende udvikling Naumann ikke receptionssiden al betydning. Han er sig
over.? osv. bevidst at der indgår et aktivt element i enhver menne
18 19
skelig virksomhed Mennesket kan operere ideelt med skabt. Det er derfor i marxistisk forstand forståeligt at
de afbilleder (afspejlinger) det har dannet sig. Med klassikken (Goethe, Schiller, filosofferne Kant og He-
støtte i Marx’ 1. Feuerbachtese (MEWIII, s. 5) vender gel) indtager en så betydelig plads, både i den kritiske
Naumann sig således imod afspejlingsteorien, og han debat og i den pædagogiske virksomhed, for de repræ
kan derfor afvise en del af Jauss’ kritik af marxismen. senterer de bedste værdier borgerskabet, på sit højde
Blot betoner Naumann at værket sætter grænser for punkt som klasse, har frembragt (jf. Naumann 1975, s.
læserens frihed, men herom er vist næsten alle recep- 29ff). En uddybelse af DDR-marxismens historiesyn
tionsforskere, indbefattet Jauss, enige, blot kan det kan man finde hos Robert Weimann med »Gegenwart
være vanskeligt at skitsere hvor disse grænser går (jf und Vergangenheit in der Literaturgeschichte« (i Nau
Naumann 1975, s. 83ff. og samme »Literatur und Pro- mann 1975, s. 238-68).
bleme ihrer Rezeption« i Hohendahl 1974, s. 215-37). Men i Vesteuropa er troen på en nødvendig, positiv
Den væsentlige meningsforskel kommer frem når udvikling i de senere år blevet alvorligt anfægtet. Store
Naumann betoner at forfatteren ikke blot skriver, men dele af de franske intellektuelle anser ligefrem troen på
skriver noget; at han ikke blot som den tidlige - moder en målrettet historisk udvikling for en meget farlig illu
nistiske - Jauss mener det, frigør læseren fra indstillin sion, farlig fordi et formodet objektivt mål kan give
ger, tvangssituationer og fordomme og tvinger ham til moralsk begrundelse for at fornægte og eventuelt tilin
at opfatte tingene på en måde (jf. nedenfor s. 91), tetgøre hvad der ikke er foreneligt med dette mål. Her
men at han også tvinger ham til at opfatte tingene på skal blot kort henvises til de såkaldte nye filosoffer og
den rigtige måde (jf 1975, s. 73£). I sin artikel »Zur Kri til Jean-Frangois Lyotards senere værker (1979 a og b).
tik der Rezeptionsprobleme in der biirgerlichen Litera- Inden for det egentlige litteraturhistoriske felt står
turauffassung« (i Naumann 1975, s. 137f) tager Karl- Jauss for en helt anden historieopfattelse (i Warning, s.
heinz Barck dette problem op: receptionsæstetikken er 389ff): i litteraturen aktualiseres visse gamle værker,
fikseret til modernismen, hvor bruddet med læserens medens andre glemmes. Walter Benjamin har skrevet
forventningshorisont sættes som værdimåler. Herved at fortiden i hvert af dens momenter først tilfalder den
skulle det solidariske forhold imellem forfatter og læser forløste menneskehed. Det vil sige: først for den forlø
udelukkes. Warneken tilføjer at det fælles kunne være ste menneskehed er det blevet muligt at citere fortiden
interesse og behov. Dette kan meget vel pege ud over i hvert af dens momenter (1955, s. 495). Men Jauss til
det tilvante, og det kan bestå i dannelse af klassebe føjer maliciøst at hvis Weimann allerede nu vil nyde
vidsthed (jf »Zu Hans Robert Jauss« i Hohendahl 1974, denne arv, må han altså begive sig ud i den relativitet
s. 295f.). som han kritiserer den borgerlige receptionsæstetik for.
Hovedmodsætningen imellem Jauss’ receptionsæste Også Hohendahl advarer i sin indledning (1974, s. 40)
tik og de fleste marxistiske forskere ligger dog i histo marxister imod at foregribe de ideelle, socialistiske re-
riesynet. De fleste marxistiske forskere går ind for en ceptionsbetingelser. Denne advarsel imod at lægge
målrettet historieopfattelse, vel at mærke med en ret virkeligheden på idealets prokrustesseng kan ikke
ning imod et positivt mål (ellers var enighed måske en skade. Enhver kan så mene hvad han vil om idealets
smal sag). For marxismen er proletariatet en »verdens mulighed for at blive til virkelighed.
historisk klasse«, en bærer af værdier, og derfor kan Fra Jauss’ svar på kritikken skal vi endelig nævne et
marxismen også i hegelsk forstand »ophæve«, dvs. be par punkter til (jf 1975 og Warning 1975, s. 380-94).
vare og omforme de værdier som borgerskabet har Jauss erkender at receptionsæstetikken ikke er en selv
20 21
