Vi vil ikke finde os i disse afskyelige overgreb

190 Pages·2016·2 MB·Danish

by  Kristine Elleby Mølbæk

Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.43
1
Debat: Vi vil ikke finde os i disse afskyelige overgreb
Berlingske | 06.01.2016 | Side | 74 ord | Artikel-id: e5705e8a | Original artikel
Tysklands justitsminister Heiko Mass ønsker bedre beskyttelse på gaderne, efter at et to-cifret antal
kvinder i bl. a. Köln og Hamburg nytårsnat blev udsat for tyverier og seksuelle overgreb fra grupper af
mænd, angiveligt fra Nordafrika og Mellemøsten:
Vi vil ikke finde os i disse feje og afskyelige overgreb. Det er åbenbart en helt ny dimension af
organiseret kriminalitet. Vi må ikke tillade, at mennesker i vores byer ubeskyttet udsættes for ren vold.
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 13 af 14
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.44
2
Debat: KOMMENTAR: Da Tahrir kom til Köln
Berlingske | 07.01.2016 | Side | 842 ord | Artikel-id: e570d5d9 | Original artikel
af CAMILLA PAASKE HJORT KIIL Cand. mag. og kommunikationsmedarbejder
Op mod 1.500 mænd af arabisk og afrikansk oprindelse gik nytårsnat til angreb på de kvinder, der
fejrede nytårets komme ved Hovedbanegården i Köln.
Der er blevet rapporteret om lignende voldsomme hændelser samme nat i andre tyske byer,
eksempelvis Hamborg og Stuttgart. »De havde hænder i alle kropsåbninger,« kunne et af de uheldige
ofre efterfølgende fortælle til medierne. Samme tvivlsomme fornøjelse overgik mange af de kvinder, der
i 2013 troede, at de side om side med mændene skulle fejre den tidligere præsident Muhammed Mursis
afgang på Tahrir-pladsen i Cairo. Mændenes fremgangsmåde blev beskrevet som værende nøjagtigt
den samme som den, Europas kvinder nu har lagt krop til i Köln: De delte sig op i grupper og omringede
kvinderne, talte nedsættende om dem, rev tøjet af dem, tog på dem og stak hænderne ind i diverse
kropsåbninger.
Uanset at i sig selv forholdsvis udramatiske fænomener som opportunisme, almindelig liderlighed og
fuldskab utvivlsomt har spillet en rolle for hændelserne såvel nytårsnat i Köln som på Tahrirpladsen i
2013, er voldsom seksuel chikane, udført i flok af aggressive mænd, en sørgeligt effektiv måde at
begrænse kvinders reelle frihed på. Hvor mange af de kvinder, der var dukket op ved
Hovedbanegården i Köln for at skåle nytåret ind, vil have lyst til frejdigt at stille sig op sammesteds
næste år, festklædte og ubekymrede? KAN UNGE, TYSKE KVINDER i de kommende år gå i byen med
samme selvfølgelighed, ligeså letpåklædte, ligeså glade og ligeså tillidsfulde, som vi gjorde for 15-20 år
siden, da mit ungdomsliv begyndte? Det kan de i hvert fald ikke, hvis man spørger Kölns kvindelige
borgmester, Henriette Reker, der råder kvinder til at holde en »armslængde« -afstand til mænd. Det er
åbenbart ikke mændene, der skal lære, hvordan de opfører sig over for kvinderne i det nye land, de er
kommet til, og som beskytter og forsørger dem. Det er kvinderne, der skal forandre deres adfærd.
At den chikane af kvinder i det offentlige rum, der i årtier har plaget mellemøstlige og nordafrikanske
lande nu er kommet til Europa, kan kun overraske de blinde og døve. De unge mænd, der er vandret
herop på de europæiske motorveje, har ikke efterladt deres syn på kvinder og seksualitet i hjemlandet.
De har ikke efterladt de frustrationer, der hober sig op i en ung mand, der ikke kan få afløb for sin
seksualitet, fordi han lever i en kultur, hvor kvinderne kun må røres inden for rammerne af ægteskabet.
Frustrationer, der givetvis vokser ved synet af frie kvinder, der klæder og gebærder sig på måder, som
han har lært, at ordentlige kvinder ikke gør.
I 2008 boede jeg selv i en kort periode i Cairo i Egypten, hvor det at løbe spidsrod mellem de lokale
mænds sultne, stirrende blikke hurtigt blev hverdag. At afværge tilnærmelser og tilbud fra påtrængende
egyptiske mænd er en disciplin, jeg i løbet af kort tid blev trænet i på jægersoldat-niveau.
Den muslimske højtid Eid kom, og til min forbløffelse blev jeg af flere rådet til at forlade Cairo, mens
festlighederne stod på. Det kunne gå voldsomt for sig, forstod man, og som udlænding ville man måske
ikke finde det morsomt. Jeg tog til oasen Siwa langt ude i Sahara-ørkenen, og mens jeg fornøjede mig
med at spise lokale delikatesser og stå på sand board, fik mindst én (muslimsk) pige i Cairo
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 8 af 23
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.44
3
kærligheden at føle. Hun blev - på præcis samme måde som kvinderne i Köln - omringet af en stor flok
mænd, der rev tørklædet af hende og forulempede hende seksuelt. Det tjener Egypten til ære, at sagen
ikke blev omgærdet med en ligeså rungende tavshed, som vores uheldige tyske medsøstres oplevelser
blev af de danske medier indtil i går. Fem dages tavshed om et ragnarok-scenario af uhørte
dimensioner i vores naboland bestyrker ikke ligefrem tilliden til, at »The new normal« for europæiske
kvinder i folkevandringens tid er en høj prioritet for vores lands ærede journalister.
Nu trækker historierne om angrebene mod kvinder nytårsnat overskrifter i alle medier, og man kunne
dermed forvente, at de, der ellers tidligt og silde har travlt med at udråbe mænd som helhed som
sexkrænkere og hverdagssexister, straks har taget de chokerende historier fra Tyskland op. Om ikke
andet må det da være vigtigt nok til et hurtigt opslag på de sociale medier? Men ak, jeg har søgt
forgæves. Politikens hus-feminist, Ditte Giese, skriver om, at vi skal have mere delepik og flere
hasselbackkartofler i 2016. Dansk Kvindesamfunds Ulla Tornemand brokker sig over en artikel i
Femina, og klassens sjove pige, Sanne Søndergaard, meddeler, at hun ikke har nogen nytårsforsætter.
DET HAR JEG til gengæld: Lad 2016 blive året, hvor Europa tager konsekvensen af vores generelt
dårlige erfaringer med migration fra Mellemøsten og Afrika, og i videst muligt omfang lukker vores
grænser for den flodbølge af mennesker, som vi næppe har set starten på endnu. At lukke én, 100 eller
10.000 mænd ind med et bagstræberisk og undertrykkende kvindesyn gør ingen skade og har ingen
konsekvenser for europæiske kvinders mulighed for at leve, som vi ønsker. At lukke millioner ind har.
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 9 af 23
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.44
4
Debat: BORGERLIGE: Tysk nytårsnat uden retsstat
Berlingske | 07.01.2016 | Side | 581 ord | Artikel-id: e570d5b9 | Original artikel
af CHEF FOR LEDERKOLLEGIET OPINION-& NAVNEREDAKTØR JESPER BEINOV
At den europæiske offentlighed reagerer så prompte på historierne om sexkrænkelser i Köln og
Hamburg nytårsaften, er et sundhedstegn.
Retsstaten må og skal forsvare sig mod dem, der tager loven i egen hånd, og det princip må gælde,
uanset om det sker i vores fælles offentlige rum eller i udsatte boligområder.
På nyhedswebsitet Huffington Post er det blevet antydet, at tyske medier af politiske korrekte grunde
har nedtonet, hvad der egentlig skete. Ifølge medierne har 500-1.000 arabiske og nordafrikanske mænd
nær Kölns domkirke samlet sig og begået »massive seksuelle overgreb«, og der foreligger 90
anmeldelser. I Hamburg er noget lignende sket blot i en mindre skala i byens forlystelsesområde St.
Pauli.
Når vi alle bliver chokeret over det, vi ser, er det, fordi det sker tæt på, hvor den normale hverdag
foregår. Vi forventer jo ikke, at der sker den slags ting i den mondæne bymidte. Når det hænder, bliver
vi ramt af utryghed. Og det er lige præcis, hvad der er sket i Köln og Hamburg.
I den franske forfatter Michel Houllebecqs nye, dystopiske fremtidsroman, »Underkastelse«, er det
netop den umærkelige spredning af vold til ellers kendte og elskede byområder, der virker foruroligende
og angstsprovokerende.
Men hvor Houllebecq beskriver et politisk forfald og en islamisering af Frankrig, er svaret fra de tyske
myndigheder ganske anderledes: Vi ser kansler Merkels stålsatte forsvar for retsstaten.
Merkel har som østtysk præstedatter netop oplevet DDR-staten, der var karakteriseret ved et fravær af
retsstat.
Hun ved, at magten aldrig må udøves vilkårligt, hverken af en stat eller af selvbestaltede grupper af
bøller.
»Et hårdt svar fra retsstaten«, må lyde, var kansler Angela Merkels principielle reaktion. Begrebet
retsstat er helt afgørende her.
FOR MIG AT SE kan retsstaten sættes på formel. Basalt handler det om frihedsrettigheder,
retssikkerhed, klare regler og ganske vigtigt - at staten garanterer samfundsfreden ved at have magt-og
voldsmonopolet. Den tyske sociolog Max Weber, der er en af de klareste tænkere af den moderne
kapitalistiske stats funktions-og virkemåde, formulerede det sådan: »En stat er en realitet, hvis og for så
vidt dens embedsvæsen effektivt formår at opretholde monopolet på legitim fysisk tvang«. Lige såvel
som selvtægt derfor er forbudt, gælder det, at enkeltpersoner eller grupper, der tyer til overgreb, vold og
magt sætter sig ud over loven og skal straffes hårdt. De skal ikke mødes med forståelse, eller med
relativering af ansvar og skyld. Eller henvisninger til rystende sociokulturelle forklaringer som den, Kölns
borgmester er kommet med, når hun antyder, at kvinder bør iagttage et særligt kodeks, når de færdes i
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 15 af 23
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.44
5
det offentlige rum. Det er en helt utilgivelig reaktion og underkastelse over for bøller at antyde, at det er
kvinders ansvar, at de bliver forulempet! HVIS RETSSTATEN VIGER for voldsmændene, har den tabt.
Desværre er der masser af eksempler på, at det sker.
Ovenpå det seneste års terroranslag er det tydeligt, at der rundt om i europæiske storbyer er pletter på
kortet, hvor myndighederne har svært ved at komme. Den konservative engelske forfatter, som skriver
under pseudonymet Theodore Dalrymple, besøgte parallelsamfundene uden for Paris' bymidte, hvor
fredelige borgere ikke kan komme. Hvor jungleloven hersker. »Når repræsentanter for det officielle
Frankrig kommer til disse byer, bliver de angrebet af beboerne,« skrev Dalrymple i essayet »The
Barbarians at the Gates of Paris«. Begivenhederne i den tyske nytårsnat er en dyster påmindelse om,
at vi som borgere i en retsstat må kræve, at staten myndigt opretholder retssikkerheden og friheden til
at færdes. Overalt. Både i mondæne kvarterer og i udsatte områder.
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 16 af 23
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.45
6
Kronik: KRONIKKEN: Krænkelser i Köln udfordrer
demokratiet
Berlingske | 08.01.2016 | Side | 1279 ord | Artikel-id: e5714601 | Original artikel
af HALIME OGUZ SF-folketingskandidat, cand. mag. i litteraturvidenskab og mellemøststudier
Overborgmester i Köln, Henriette Reker, er i lyset af bataljen i Köln, hvor et stort antal unge mænd med
arabisk og nordafrikansk baggrund begik overgreb på kvinder, kommet med en udmelding om, hvordan
unge kvinder skal gebærde sig i det offentlige rum. Jeg må sige, at jeg opfatter hendes udmelding som
en fuldstændig fejlvurdering af situationen. Det kan på ingen måde være meningen, at asylansøgere og
flygtninge skal sætte betingelserne for, hvordan vi bevæger os på gaden. Det er at sætte tolerancen på
så hård en prøve, at europæerne ender med at grave deres egen grav. Det må for alt i verden ikke blive
formlen for, hvordan vi møder konflikter med tilflyttere i fremtiden.
Der er tale om to vidt forskellige kulturelle koder, der møder hinanden. Vi europæere har en tendens til
at se enhver udvikling blandt tilflyttere, som vi skønner, går i vor retning, som en forbedring, der forsikrer
os om, at det går den rigtige vej. Ræsonnementet er, at de ender som demokrater og nok også med
tiden lærer at acceptere ligestilling mellem kønnene. F. eks. ser vi europæere Det Arabiske Forår som
noget ubetinget positivt, men vi glemmer at få den lille detalje med, at da der var demonstrationer på
Tahrir-pladsen i Egypten, foregik der samtidig blandt de demonstrerende flere overgreb, ja, voldtægter
på kvinder. De demonstrerende var altså nok mod det siddende styre, men det styre, de ville indføre,
var, når det kommer til ligestilling og respekt mellem kønnene, ikke meget bedre.
Skulle man følge Henriette Rekers råd til kvinder om, hvordan kvinder skal opføre sig, skulle det være
et Europa, hvor man skal hæve skulderne og konstant være på vagt. Og man skal helst sænke blikket
og ikke kigge direkte på folk. Når jeg har været på ferie i forskellige lande i Mellemøsten, er det min
erfaring, at det ikke altid er lige trygt at være kvinde. Man skal helst ledsages af en mand eller en lille
dreng. Den symbolske værdi i, at man bliver passet på og har en mand ved sin side, er altafgørende og
forebyggende.
Man kan f. eks. ikke gå ud, når man lyster, eller blande sig i bylivet uden at blive mødt med krænkelser.
Et kvindesyn i Mellemøsten lyder: »Hvis tæven ikke logrer med halen, bider han-hunden ikke.« Dvs., at
det er kvinden selv, der lægger op til at friste andre mænd. Kvinden kan i Mellemøsten også blive
betegnet som et hvidt lagen, der ikke må plettes, underforstået: Så kan man aldrig vaske det helt rent
igen. Deri ligger, at der for altid vil klæbe et rygte til pågældende kvinde, også selvom det skulle vise sig
at være en falsk rygte, og hun falder af samme grund i værdi for eventuelle bejlere. I det lys er det
vitterligt næsten lettere at have forbrudt sig mod normen. Ligeledes møder man i Mellemøsten
forestillingen om, at kvinden træder ind i sit nye hjem i en hvid kjole og kun forlader dette i et hvidt
ligklæde, dvs. når hun dør. Til det yderligere moralkodeks for kvinder hører, at kvinder ikke må slå en
latter op, når der er mænd til stede, for så er det en invitation til manden.
Fra de utallige rejser, jeg har foretaget i Mellemøsten, kan jeg huske at være blevet beordret til at kigge
ned, når jeg gik på gaden, helst gå en i stor bue omkring mænd, tage langt tøj på og ikke kigge op, når
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 1 af 47
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.45
7
jeg talte med mænd. Jeg kunne protestere så hysterisk jeg ville, uden at det ændrede på noget. For
flertallet overhørte mine indvendinger, og jeg havde bare at indordne mig! Dette kvindesyn skal vi ikke
importere til Europa, lige så lidt som det ikke er os vestlige kvinder, der skal begynde at indordne os
efter et tilbagestående kvindesyn. De kvinder, der i sin tid med sved, blod og tårer har banet vejen for
ligeværd og ligestilling for kvinder, ville vende sig i deres grav.
Henriette Rekers udmelding giver anledning til at påtale, hvordan vi tænker flygtninge-og
integrationspolitik i Danmark og Europa. Vi har en tendens til at møde fremmede, herunder dem fra
Mellemøsten, med humanisme og tolerance, men vi glemmer, at mange af disse kommer fra
diktatoriske lande og derfor ikke er opdraget humanistisk endsige har nogen humanistisk tradition, de
kan trække på. Tværtimod lægger de selv en intolerance for dagen, der minder om de mest ekstreme
højreorienterede europæiske nationalister. I disse tilfælde er der tale om, at vi gør det ikke-identiske til
det identiske, og vi tror, at bare fordi de et langt stykke ad vejen agerer ligesom os, er ligesom os. Eller
bliver ligesom os.
I integrationspolitikken ser vi det som et absolut gode at bliver veluddannet og integreret på
arbejdsmarkedet, og vi ser det som et tegn på, at de har taget vore værdier til sig, fordi de ud fra vore
parametre opfylder kriterierne for at være fuldt integrerede.
Der er bare lige en orm, der gnaver i æblet - nemlig at de, hvad angår respekt og ligestilling mellem
kønnene, ikke nødvendigvis har de samme værdier som os, og nogle af dem kunne aldrig drømme om
at adoptere dem. Vor humanisme og tolerance kommer dermed til at bide sig selv i halen! Jeg vil mene,
at man skal tænke flygtningepolitikken i Europa om. Europa kan ikke bare ubegrænset modtage
flygtninge, der tænker helt anderledes end os. Det vil på lang sigt betyde, at vore værdier bliver løbet
over ende, og at civilisationernes sammenstød ikke bare bliver noget, der foregår mellem forskellige
kulturer på forskellige kontinenter, men noget, der foregår på hvert gadehjørne. Omvendt må man også
tænke en flygtningepolitik, der hjælper i nærområderne, og som vel at mærke er mere end et politisk/
retorisk es, man har i ærmet. Der må følge penge med, og der må i nærområderne gøres en målrettet
fælleseuropæisk indsats for at sikre flygtningene alle basale livfornødenheder.
Over for de flygtninge, et land som Danmark modtager, må det til gengæld indskærpes, at de må lægge
patriarkatet bag sig og indrette sig på de kulturelle betingelser, vi byder dem.
For mange herboende nydanskere må det gøres gældende, at de lever i et land, hvor individet kommer
før kønnet, så kønnet paradoksalt nok ikke kommer til at fylde så meget, som det gør lige nu. Det er jo
ironien ved en batalje som den i Köln, at den røber nogle unge mænd, der er frygteligt optagede af
netop kønnet. Dvs. at mange nydanskere skal give afkald på den sociale kontrol af unge kvinder. De
unge kvinder skal i stedet for deltage i samfundslivet, herunder i det sociale liv, på lige fod med andre
danskere, og de skal alt efter evner have de samme uddannelsesmæssige og karrieremæssige
udfoldelsesmuligheder som alle andre danskere. Det er selve omdrejningspunktet ved den politiske
frihed i Danmark, at ethvert individ bidrager efter evne og af samme grund nyder godt af nogle
velfærdsrettigheder, såsom dagpenge, sundhed og lignende.
Problemet er, at vi tror, at den humanisme og tolerance, der hidtil er blevet udfoldet i Europa, er
universel. Vi antager, at alle mennesker før eller siden kommer til at leve efter disse værdier.
Det er et meget flot og værdigt mål, men det passer ikke. Vi har to forskellige kulturer, der står over for
hinanden som to selvstændige monolitter, og hvis vi skal bevare sammenhængskraften i samfundet, må
vi indstille os på, at alle indvandrere tager imod frihedsrettighederne efter devisen »Take it or leave it!«
LÆS FLERE KRONIKKER PÅ B. DK/ DEBAT.
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 2 af 47
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.45
8
Debat: KOMMENTAR: Vold mod kvinder er problemets
kerne
Information | 08.01.2016 | Side | 1236 ord | Artikel-id: e5715556 | Original artikel
af Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Malte Frøslee Ibsen
Nyheden om masseovergreb og røveri mod kvinder nytårsnat i Köln er hård kost.
Mindst 100 kvinder blev seksuelt forulempet af flere grupper på op mod 40 mænd. Det vækker afsky og
er svært at begribe. Men det er vigtigt at slå fordommene fra, når vi prøver at forstå baggrunden for
gruppeovergreb på kvinder i det offentlige rum.
Ifølge vidneudsagn blev overgrebene, som rangerer fra befamling til voldtægt, begået af unge mænd af
' nordafrikansk og arabisk afstamning'. Det rammer lige ned i den ængstelse, mange tyskere føler over
det store antal flygtninge og migranter, Tyskland har modtaget det seneste år, og i den politiske elites
frygt for en reaktion fra højrefløjen. Dertil kommer, at politiet indledningsvist meldte om en fredelig
nytårsaften og først senere kastede lys over hændelsernes massive antal. Det giver næring til en del
tyskeres mistanke om, at medierne sylter kontroversielle historier om flygtninge og indvandrere. I
kølvandet er der tilmed meldt om lignende, men færre hændelser i Hamburg og Stuttgart.
Noget særligt uhyggeligt ved hændelserne er, at de ligner en ny form for organiseret kriminalitet.
Ingen ved dog endnu noget om, hvor organiseret, eller hvordan.
Det vides heller ikke, om de seksuelle krænkelser var hovedformålet, om de opstod spontant eller for
eksempel skulle fungere som afledningsmanøvre for røverierne.
Hvordan skal man forholde sig til denne på alle måder ubehagelige sag?.
Udvisker ansvar
Det er uacceptabelt at holde flygtninge som sådan ansvarlige for disse overgreb eller rejse en generel
mistanke mod unge mænd af mellemøstlig herkomst. Men det er oplagt at tage relevante kulturelle
aspekter med i betragtning.
Én teori om destruktiv maskulinitetskultur er helt oplagt at tale om her, nemlig, at den lukrerer på, hvad
man kalde det ' moralfrie rum'. Ifølge social-kognitiv teori opstår et moralfrit rum i en social
gruppedynamik, hvor vores moralske normer suspenderes i en bestemt sammenhæng. Når det sker,
kan vi uden moralske skrupler foretage os ting, vi under andre omstændigheder aldrig ville drømme om.
Den amerikanske psykolog Albert Bandura har udviklet en model for de mekanismer, der sætter os i
stand til at udøve vold mod andre, gennem såkaldt ' moralsk afkobling'. Det kan for eksempel være at
placere skylden for volden hos dem, vi gør ondt, at udviske vores individuelle ansvar ved at handle i en
gruppe, eller fornægte, at det, vi gør, er skadeligt. Ofte retfærdiggør vi volden over for os selv ved at
omfortolke vores adfærd psykologisk, så den fremstår moralsk motiveret. Mange voldshandlinger
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 12 af 47
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.45
9
retfærdiggøres netop også som handlinger i moralens tjeneste - i forsvar for ære eller omdømme, som
beskyttelse mod ' moralfordærvende' personer eller for at give ofrene en lærestreg, der skal retvise dem
moralsk. Når man begår denne form for ' moralsk retfærdiggjorte' overgreb, kan man altså i stedet for
skam og skyld opleve den tilfredsstillelse, man føler ved at ' gøre det rigtige', selv hvis handlingerne
reelt er umoralske og direkte grusomme.
Studier viser, at ' moralsk retfærdiggjorte' umoralske handlinger er nemmest at begå i fællesskab og
mod nogen, man har lært at opfatte som mindre værd eller har vænnet sig til at omtale i nedladende
eller umenneskeliggørende termer. Det er altså nemmere at begå vold mod ' de andre' og nemmest,
hvis disse andre både har lavere social status og opfattes som en trussel mod den moralske orden. Det
kan forklare, hvorfor mænd i patriarkalske samfund udviser aggressiv seksuel gruppeadfærd overfor
kvinder, der bevæger sig frit i det offentlige rum.
Tværkulturelt fænomen Det er vores påstand, at næsten alle unge mænd uanset herkomst på et eller
andet tidspunkt stifter bekendtskab med moralfrie rum - i skolegården, i omklædningsrummet, under
aftjening af værnepligten, eller i forbindelse med en fest. Der er naturligvis stor individuel forskel på, om
mænd trives eller frastødes af deres erfaringer med moralfrie rum, men de fleste vil nikke genkendende
til i deres formative år at have deltaget i grupper med andre mænd, hvor kvinder er blevet omtalt i
stærkt dehumaniserende termer, eller hvor fantasier om seksuel aggression over for kvinder er blevet
mødt med social anerkendelse.
Når større grupper af mænd samles, hvad enten det er virtuelt, som på Facebook, eller virkeligt, kan det
moralfrie rum genskabes og aktiveres gennem sociale gruppedynamikker.
Og så er vejen banet for seksuel chikane, gruppevoldtægt og hævnporno.
Fænomenet er ikke forbeholdt mænd af mellemøstlig herkomst.
Tværtimod lader overgrebskultur og den gruppedynamik, der kan give sociale forudsætninger for
masseovergreb på kvinder, til at være et tværkulturelt fænomen.
Selv om hændelserne i Tyskland er gruopvækkende i kraft af deres omfang, sker overgreb af lignende
karakter jævnligt i og uden for Nordeuropa. Flere opsigtsvækkende sager har gennem de senere år
bragt internationalt fokus på seksuelle gruppeovergreb i Indien, og i USA har en lang række seksuelle
overgreb sat spot på universiteternes fraternity-kultur. I april sidste år blev 20 kvinder på et vietnamesisk
badested isoleret, omringet og seksuelt forulempet af grupper på op til 70 mænd.
Fra Danmark kendes sagen om Aalborg Karneval, hvor tre kvinder sidste år blev voldtaget og yderligere
to udsat for voldtægtsforsøg.
Desuden er voldtægt og ' lettere' overgreb som begramsning af kønsdele et fast tilbagevendende tema i
nattelivet og på for eksempel Roskilde Festival.
Igen: Det betyder naturligvis ikke, at alle mænd deltager i moralfrie rum eller vælger at lade sig rive med
i destruktive gruppedynamikker.
Men den socialkognitive forklaringsmodel antyder ikke desto mindre, at der er god grund til at gå
varsomt frem med at forklare masseovergrebene i Köln udelukkende med overgrebsmændenes
etnicitet og kultur.
De kulturelle forskelle på tværs af Mellemøsten er så store, at generelle betragtninger om
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 13 af 47
Infomedia - Søgning 12/01/2016 11.45
10
anerkendelsen af og respekten for kvinders autonomi ikke nødvendigvis giver mening. Det er også
tvivlsomt, om de betragtninger kan overføres direkte på vestlige indvandrermiljøer.
Det handler om kvindevold Men samtidig er det oplagt at inddrage kulturelle faktorer som graden af
kvinders socialt accepterede bevægelsesfrihed i det offentlige rum, patriarkalsk samfundsstyring, tabuer
omkring seksualitet, religiøse moralnormer og omfanget af den formelle ligestilling, når man leder efter
forklaringen på disse fænomener.
De fleste anmeldelser om overgreb i Köln beskriver befamling af kvinder, hvor gerningsmændene hver
især har kunne gemme sig i mængden. Det peger i retning af umodne forsøg på at ' røve' en tabuiseret
adgang til kvindekroppen, af at udøve socialt undertrykt seksualitet - eller magt.
Én forklaring på overgrebene i Köln kan derfor muligvis findes i kombinationen af det gruppedynamisk
frembragte moralfrie rum og et kulturelt betinget forhold til køn og seksualitet, der rummer opfattelsen af
den seksuelt frigjorte (' vestlige') kvinde som promiskuøs og som en trussel mod den moralske orden.
Men det er vigtigt at erkende, at det er den organiserede form samt omfanget, snarere end
overgrebenes særegne art, der gør hændelserne i Köln særligt bemærkelsesværdige.
Seksuelle brud på kvinders kropslige autonomi både i form af begramsninger og grovere seksuel vold
er socialt uacceptable i dansk kultur - men ikke desto mindre relativt almindelige.
Uanset om vores forklaringsmodel er korrekt, er det efter vores opfattelse afgørende at forsøge at forstå
årsagerne til kønsbetinget aggressiv gruppeadfærd. Vi må tage tyren ved hornene i den offentlige debat
- så åbent og ærligt som muligt. Netop så fordommene ikke får frit løb. Og det er essentielt at fastholde
fokus på sagens kerne. Det handler om vold mod kvinder. For ingen af os kan leve med den manglende
anerkendelse af kvinders ligeværd og ret til kropslig autonomi, som disse overgreb repræsenterer.
[email protected]
Mange voldshandlinger retfærdiggøres netop også som handlinger i moralens tjeneste - i forsvar for
ære eller omdømme, som beskyttelse mod ' moralfordærvende' personer eller for at give ofrene en
lærestreg, der skal retvise dem moralsk.
http://apps.infomedia.dk.zorac.aub.aau.dk/Ms3E/ShowArticle.aspx?outputFormat=Full&printAll=true Side 14 af 47