Er de intellektuelle en demokratisk klasse?

33 Pages·2012·1.376 MB·Danish

by  Steensen, Steen

Steen Abildgaard Steensen
www.steen-steensen.dk
mail: st @ steen-steensen.dk
Telefon: [phone]

Er de intellektuelle en demokratisk klasse?
Fremstillingen er en ny og ændret udgave
af "De intellektuelle og demokratiet" fra 2010.
Pjece 2012: ISBN 978-87-990616-9-3
eBog/pdf 2013: ISBN 978-87-996010-0-4
© Steen Steensen 2012

Omslag: Oxford Universitet
Steen Steensen

Er de intellektuelle
en demokratisk klasse?

Abildgaard & Brødsgaard
2012
Indhold
Den gyldne epoke.................................................................................3
Selvejersamfundets undergang.............................................................3
Problemstillingen..................................................................................5
Verdens første demokrati.....................................................................6
Et land kan ikke blive for lille..............................................................9
John Locke.........................................................................................10
Det amerikanske demokrati................................................................11
Folkestyret i Schweiz.........................................................................14
Metoder til politisk demokrati............................................................16
En ny orden........................................................................................18
De intellektuelles definition af demokrati..........................................20
Demokratiets materielle fundament....................................................21
Et aristokratisk regimente...................................................................23
Parlamenternes forfald........................................................................27
Uegnet til at regere.............................................................................28
Den gyldne epoke
I de sidste halvanden hundrede år har selvejersamfundet domineret
udviklingen i Danmark. Det drejer sig i runde tal om perioden fra
1849 til 1968. Store fremskridt skete i den periode. Selvejet og fri-
markedet øgede produktiviteten. Landbruget blomstrede. Det gjorde
industri og handel også. Næringsfriheden skabte velstand. Tidligere
tiders fattigdom får en ende. Snart bugner butikkerne af varer. Man
kan ikke længere tale om et mangelsamfund. De nævnte fremskridt
og flere til udlignede fortidens iøjnefaldende ulighed mellem menne-
sker.
Nogen kalder perioden for kapitalisme. Det udtryk kan også bru-
ges, men betegnelsen selvejersamfundet er mere sigende. En selv-
stændighedskultur bliver fremmet. Eneren beundres. Det er en dyd at
klare sig selv. At producere gode varer, at få tingene til at lykkes er
livsbekræftende.
Selvejere forsvarer naturligvis det personlige ejerskab. Arbejdets
frihed tillægges stor vægt. Således er private næringsdrivende i egen-
interessen svorne modstandere af politisk aktivisme. Et selveje for-
udsætter en politikfri zone, hvor ejerens personlige dømmekraft og
ansvar får plads til at udfolde sig. Politik anses ikke for at være løs-
ningen på et problem, tværtimod, man kan ikke løse økonomiske
problemer med politiske midler. Det er indstillingen. Politiske ind-
greb skaber problemer. Politik spænder ben for selvejerens kreativitet
og arbejdsglæde. Individet tilhører sig selv. Det er ikke lænket til
staten. Demokratiets indførelse i 1849 er en logisk konsekvens af
selvstændighedskulturens fremvækst.
Selvejersamfundets undergang
Men tiderne skifter. Et vendepunkt er indtruffet i historien. Selvejer-
nes æra er slut. Kapitalismens tidsalder eksisterer ikke længere. Næ-
ringsfrihedens dage er omme. Ejerskab er ikke forbundet med selv-
bestemmelse i virksomheden. Denne generation har været vidne til et
af historiens sjældne magtskifter. Producenternes toneangivende po-
sition er bragt til en afslutning. I dag bærer de intellektuelle sejrsfak-
len. Gennem en systematisk og undergravende kamp bliver de næ-
ringsdrivende og produktionsarbejderne sat på plads. Den boglige
klasses tidsalder er indledt. Universiteterne udgør vor tids magtbaser.

3
Herfra udruges den nye dominansklasse. Selvejersamfundet skabte
en strålende epoke i de vestlige lande. Ikke mindst kan perioden for
Danmark betegnes som en guldalder. På den baggrund må man spør-
ge: Hvordan bar de intellektuelle sig ad med at nedkæmpe denne so-
ciale succes?
Forklaringen kommer her. Der skete voldsomme ændringer i den
sociale struktur i tiden efter anden verdenskrig. De næringsdrivende
mistede politisk indflydelse i dræbende udstrækning, hvilket presse-
de selvejerne i defensiven. Ejerskab er ikke længere forbundet med
selvstændighed i bedriften. Ejendomsrettens ukrænkelighed må be-
tegnes som ikke-eksisterende. Produktionsarbejderne synes tillige
bragt til tavshed. Producenternes tidsalder er omme.
Det andet træk i udviklingen efter anden verdenskrig angår de in-
tellektuelles drabelige fremmarch. Takket være universiteternes dy-
namiske vækst. Eksplosionen i de højere uddannelser begynder for
alvor i 1960‘erne. På Københavns Universitet var der i 1958 indskre-
vet 5.687 studerende. I 1968 lå tallet på 20.820. Nu i 2012 svirrer
mængden af studenter omkring 38.000. Og flere højere læreanstalter
er kommet til. Problemet er tillige, at de højere skolers studerende
ikke stræber efter at få deres eget. Meget få af kandidaterne ønsker at
blive gårdejere. Endnu færre eksamensbesiddere tragter efter en fi-
skerkutter, en slagterbutik, vognmandsforretning eller en fabrik. At
blive selvstændig næringsdrivende virker for de teoretisk skolede
langt fra tillokkende. Kandidaterne søger et embede.
Selvstændighedskulturens svækkelse og den boglige verdens op-
drift forrykkede den sociale struktur. Magten skifter ansigt. Bøgernes
herrer bliver stærke nok til at udfordre kapitalismen. Studenteroprø-
ret i 1968 demonstrerer netop de intellektuelles forøgede tilførsel af
social magt. En klassekamp melder om sejre og nederlag. For neder-
lagets mænd og kvinder er omvæltningen smertefuld. Den opstigende
klasse tøvede ikke med at anvende grove metoder. Ideologier skabes,
der kan retfærdiggøre overfaldene. Dårlig samvittighed hæmmer un-
dertrykkelsen og den efterfølgende udbytning. På den ideologiske
bane er de intellektuelle suveræne.
I nedkæmpelsen af selvejersamfundet udførte økologismen det be-
skidte arbejde. Øko-ideologien viste sig effektiv til opgaven. Det in-
tellektuelle ledelseslag bulldozer det ene familiebrug efter det andet.

4
Ikke desto mindre bliver den økologiske krigsførelse oplevet af dens
opfindere som en retfærdighedsgerning.
Økologismen gennemspiller tre trin. Først etableres løgnen, der-
næst undertrykkelsen og siden udbytningen. Selvejersystemet bliver i
den grad sværtet til. Det er løgnens funktion i en klassekamp. Fryg-
ten dyrkes. Uden frygt var miljøbevægelsen ingen vegne kommet.
Producenterne forurener samfundet! Bliver det ved på den måde, en-
der det med en katastrofe. Denne påstand gentog den opstigende
klasse i en uendelighed. Løgnen når et gigantisk niveau. Den forure-
ningshistoriske udvikling er forløbet i den stik modsatte retning. På
intet tidspunkt i historien har de vestlige samfund været renere, grøn-
nere og sundere. Forud for 1968 blev forureningen over en kam op-
fattet som et fortidig fænomen. Studenteroprøret i 1968 lukkede og
slukkede for den virkelighed.
Løgnen om det forurenede samfund banede vejen for undertrykkel-
sen. Miljølovene haglede ned over producenterne. Medierne slog og
slog. Især Danmarks Radio, statens højttaler og tv-skærm. Et miljø-
ministerium stables med det samme på benene. Snart efter opstiller
en række ministerier et sæt af skudklare batterier med kanonmundin-
gerne rettet mod landets varefremstillere. Det føg med restriktioner,
forbud og straffe. Lad det være gentaget, økologismen har mere end
nogen anden ideologi befæstet de intellektuelles herredømme over
skaberne af samfundets materielle goder. Andre ideologier hjalp til,
men det var økologismen, der gav selvejersamfundet dødsstødet. Nu
lå feltet åbent for udbytningen. Hvordan dette smertelige magtskifte
fandt sted, redegøres der for i bogen, De intellektuelles magtoverta-
gelse - og regimente.
Problemstillingen
En ny klasse ved roret medfører store forandringer. Efter sejren stiler
vinderklassen efter varige udviklingsmuligheder. Et godt forsvar
mod tænkelige oprør forude står samtidig på programmet. De nye
herrer får netop mulighed for at forme det fremtidige samfund. Sel-
viskheden er ledetråden.
Er de intellektuelle en demokratisk klasse? Det er nutidens mest
centrale politiske spørgsmål. Forekommer demokratiet foreneligt
med et bogligt herredømme? Eller forholder det sig sådan, at demo-

5
kratiet udelukkende lader sig realisere i et selvejersamfund? Spørgs-
målet om de intellektuelle og demokratiet er af en sådan vigtighed, at
det må underkastes grundige overvejelser.
Men hvad er demokrati? Den problemstilling må først afklares.
Hvad kan historien melde om demokratiets oprindelse og ide? Hvor-
dan har den demokratiske tilstand videre formet sig gennem tiderne?
Verdens første demokrati
Europa er stedet, hvor det hele begynder. Verdens første demokrati
blev sat i scene i bystaten Athen i året 507 før vor tidsregnings be-
gyndelse. Forud havde der i athenernes samfund både eksisteret et
kongedømme og et aristokratisk regimente. Disse to styreformer
tvinges til at vige for folkemagten. Stormændene mister grebet om
udviklingen. Selvejet vinder terræn i landbruget, ligesom sværme af
selvstændige håndværkere, købmænd, søfolk og butiksejere kommer
til. Det private erhvervsliv trives i tiden omkring 500 f. Kr. Disse frie
næringsdrivende kræver del i styret. Lad det være nævnt, at Græken-
land i oldtiden består af en lang række mindre bystater, som domine-
res af forskellige styreformer. Bystaten Athen er på størrelse med
Fyn.
Demokrati kommer af de græske ord demos og kratos. Demos be-
tyder folk og kratos betyder styre. Demokrati er altså folkets styre.
De manges magt. Samtlige voksne mænd med athensk statsborger-
skab kan og bør deltage i statens ledelse. Friheden udgør et bærende
element i folkestyret. Demokraterne i Athen understreger den politi-
ske frihed. Men også den personlige uafhængighed betones. Det er
retten til at leve i fred med sit eget. Statsledelsen skal ikke blande sig
i borgernes levevis endsige foranstalte nogen overvågning. Statsfor-
men bekymrer sig om individets retsbeskyttelse, så ingen lider uret.
Også hjemmet og den private ejendomsret er urørlig. Kun på den
måde bliver individualismen et gode. Bevægelsesfriheden og ytrings-
friheden er en selvfølge.
Ligheden fremhæves tillige. Lighed for loven, lige rettigheder og
lige del i magten. En borger er i kraft af at være borger kvalificeret til
at medvirke i styret. Social baggrund er uden betydning for deltagel-
se i politik. Det drejer sig hverken om afstamning, rigdom eller ud-
dannelse. Fattigdom udgør ikke et diskvalificerende element. Men er

6
flertallets dømmekraft noget værd? Ja, flere menneskers vurdering er
bedre end få menneskers skøn. Således bliver de manges afgørelse
lig med summen af de enkelte individers klogskab.
Hvordan fastholdes friheden, når den først er vundet? Dette
spørgsmål er af kolossal vigtighed. Et er at vinde friheden, noget an-
det at bevare den. Det sidste synes nok så vanskeligt. Borgerne i by-
staten Athen holdt nævnte problemstilling for øje gennem hele den
demokratiske periode, altså fra de indførte reformer i 507 f. Kr. til
makedonernes erobring af Athen i 322 f. Kr. Før 507 var der tilløb til
demokrati og efter 322 genopstod demokratiet i flere omgange. Reg-
nes disse perioder med, er der noget nær tale om et folkestyre i 300
år. Det er en fantastisk tanke, når man betænker, at store lande uden-
om ledes af despoter.
Hvordan beskyttede athenerne friheden i en så lang periode? For-
klaringen kommer her. Demokratiet vil altid stå over for fire trusler
inden for politik, magtkoncentration, eliterekruttering, professiona-
lisme og korruption. Disse farer forsøgte athenerne at modvirke med
et tilsvarende antal forsvarsværker.
Folkeforsamlingen tæller som det afgørende bolværk mod autori-
tære tilstande. Det græske demokrati er et radikalt deltagerdemokrati.
Samtlige mænd med borgerskab bør hele tiden tage aktiv del i den
politiske proces. Altså er der tale om et direkte demokrati. Lovfors-
lag stilles på folkeforsamlingen. Der kan også være stemning for
fremme af visse initiativer. Emner om krig og fred debatteres tilmed i
åbenhed. Flertallet under afstemningen godkender eller forkaster det
foreslåede. På den måde forsøger demokraterne at undgå en koncen-
tration af magten. Demokratiet opfattes nemlig som et modtræk mod
aristokratiet og monarkiet. Aristokraterne holdes ikke ude af politik.
De holdes i snor, idet jævne mennesker udgør de mange. Flertalsaf-
gørelser på folkeforsamlingen er folkets demokratiske trumf. Til-
hængerne af aristokratiet, det vil sige fåmandsstyret, og monarkiet,
énmandsstyret, kommer sjældent til at dominere lovgivningen under
det folkelige flertals direkte virke.
Et repræsentativ demokrati ville tilhængere af folkestyret betragte
som en foræring til overklassen. Inden længe vil aristokraterne ved
hjælp af bedrag og veltalenhed overtage repræsentationen og straks
begynde at forme samfundet på en for dem selv fordelagtig måde.

7
Man skal ikke sætte ræve til at vogte gæs. Den lærdom var det meni-
ge folk ekstremt opmærksomme på.
Étårsreglen udgjorde den anden gardering mod udemokratiske
kræfter. I bystaten Athen fandtes der ikke en professionel embeds-
stand. Et år i et embede synes alt nok. Færdig arbejde. Denne be-
stemmelse indebar et effektivt modtræk mod professionalisme i poli-
tik og statsledelse og et stærkt værn mod korruption. Étårsreglen be-
tød en hurtig udskiftning af personer på høje poster. For meget rutine
ophober for meget magt. Og magt i større portioner fører til misbrug
og moralsk fordærv. Demokrati er netop folkets direkte medvirken.
Politik er ikke en legeplads for eksperter. Borgerne synes at skelne
mellem er og bør. Man kan godt være ekspert i, hvordan samfundet
er indrettet, men ikke i, hvorledes samfundet bør indrettes. Dog kan
bystatens hærførere og bystatens regnskabsførere genvælges efter et
år i bestillingen, men det var langt fra en nem sag. Folkeforsamlingen
forekom ikke let at bide skeer med. Kun en hædersmand som strate-
gen Perikles syntes nogenlunde sikker på genvalg.
Brugen af lodtrækning i politik og embedsførelse udgjorde endnu
et virkningsfuldt våben mod udemokratiske anslag. Lodtrækning
hindrer en varig eliterekruttering til statens stillinger. Alle borgere får
med den metode lige adgang til embeder i politik. Lighedstanken er
inde i billedet. Lodtrækning blokerer samtidig for rænkespil og parti-
dannelser. Også demagogerne får en over snuden. Loddet slår med et
slag folkeforførernes bedrageriske veltalenhed i stykker. Lodkastning
holder elitære tendenser i ave. Således modvirker loddet også profes-
sionalisme i politik. Verdens første folkestyre foretrækker amatørpo-
litikeren. Borgerne i Athen fandt ikke levebrødspolitikeren forenelig
med demokrati. Grækerne betragtede politikeren på fuldtid som en
demokratisk misforståelse. Professionelle politikmagere forvandler
folkets styre til styring af folket.
Gang på gang bliver man slået af den menige borgers indsigt i poli-
tikkens væsen. I vore dage rider den toptrimmede politiske organisa-
tor på fuldtid, heltid, ja livstid samfundet som en mare. Den professi-
onelle politiker må af karrieremæssige grunde nødvendigvis gå den
dominerende klasses ærinde; ellers falder hammeren. Folkelighed
bliver ikke tolereret. Den slags kalder de velskolede for populisme,
og det er ikke et positivt ord. Overklassen vil derimod have svært ved

8