Table Of ContentDen
I?'
IMMANUEL
evige
KANT
fred
SNU
i
Den evige fred
af Immanuel Kant
Oversat
»/Fredrik Bajer
Det sikkerheds- og
nedrustningspolitiske Udvalg
Indhold
i
I
•!
i
Forord 4
Af oversætterens forord 10
Immanuel Kant: Den evige fred 13
I. Foreløbige artikler
1. Intet hemmeligt forbehold 15
2. Ingen stats erhvervelse ved arv osv. 16
3. Ingen staaende hære 17
4. Ingen statsgæld til ydre anliggender 18
5. Ingen indblanding 19
6. Ingen uærlige krigsmidler 20
i
Om forbuds- og tilladelseslove
i almindelighed 21
IL Endelige artikler
Indledning 25
1. Statsforfatningen skal være
republikansk 27
2. Folkeretten skal grundes
paa føderalisme 34
3. Verdensborgerretten betinges
af besøgsretten 41
I 2
i
Første tilføjelse
Garantien for den evige fred 45
Anden tilføjelse
Hemmelig artikel til den evige fred 58
Tillæg I
Om uoverensstemmelsen mellem moraleri og
politikken med hensyn til den evige fred 61
Tillæg II
Om politikkens overensstemmelse med moralen
efter den offentlige rets oversanselige begreb 80
Redaktionens noter 91
3
Forord
i
I anledning af Det sikkerheds- og nedrustnings
politiske Udvalgs tiårsjubilæum udgives hermed
den i dag sjældne fordanskning fra 1889 af den
tyske filosof Immanuel Kants skrift "Zum ewigen
i Frieden" (Den evige fred), 1795/1796.
■!
Det lille skrift, der ikke uden bagtanke er udformet
som en af de fredstraktater Kant havde så stor
mistillid til, er sikkert et af filosoffens mest læste
og populære arbejder. Gennem snart 200 år har det
kunnet være inspiration - og anstødssten - for
mennesker, der reflekterede over statens og
krigens væsen og ikke kunne stille sig tilfreds med,
at krige var uundgåelige selv mellem såkaldt
civiliserede stater.
Hvorledes muliggøres fred i en ufredelig verden?
Kant siger, at fred ikke er mulig, hvis man blot
lever ved siden af hinanden, det gælder såvel
i mennesker som stater. Freden må skabes eller
stiftes. Og dette kan kun ske gennem etablering af
retstilstande, hvorunder elementer af frihed - men
vel at mærke den "tøjlesløse" frihed - opgives.
Fredens muliggørelse eller nærmere forud
sætninger anviser Kant i tre definitivartikler (i
i
4
denne oversættelse kaldt "endelige" artikler), der
angiver de tre niveauer, hvorpå mennesker i retslig
forstand påvirker hinanden. I sin første definitiv
artikel forlanger han indførelse af republikansk
regeringsmåde i de enkelte stater, for kun
herigennem kan der skabes en retsstat, som kan
holde ekspansionslysten i ave.
Det er vigtigt i den forbindelse at gøre
opmærksom på, at Kant med udtrykket
republikansk regeringsmåde tænker på, hvad vi
ville kalde forfatningsmæssige regeringsformer,
det vil sige, at statsmagterne formelt skal være
delte og begrænsede - i modsat fald får man
tyranni. Det er for så vidt Montesquieus magt
fordelingslære, der her præsenteres, og stats
overhovedet kan gerne - måske helst, for det taler
for kontinuitet og fasthed i formen - være en
monark.
I den anden definitivartikel kræver han skabelse af
et "folkeforbund", et føderalt statsforbund, som
grundlag for folkeretten. Vi møder her forholdet
mellem staterne - folkeretssubjekteme - som en
anden kategori af de mellemmenneskelige
relationer end forholdet mellem individer inden
for den enkelte stat. Endelig kræver han i den
tredje definitivartikel, der omhandler den ret, der
forbinder alle mennesker, at denne skal begrænses
til en besøgsrets betingelser, og at de europæiske
staters udbytning af naturfolkene skal ophøre.
Den forestilling om en endegyldig fredstilstand,
der lyser ud af Kants skrift, bygger ikke på
5
»*
'1
illusioner om menneskenes godhed. Vi er ond
skabsfulde og krigeriske af natur, og forskellen
mellem kannibaler og europæere reduceres til en
gradsforskel. Forudsætningen for at freden kan
realiseres, finder han imidlertid i selvsamme
menneskelige natur. Destruktiviteten og
forskelligartetheden sætter de udlignende og
afbalancerende kræfter i gang, som eksempelvis
har skabt staterne og som gradvis fører til større
gensidig forståelse mellem mennesker og stater og
til en moralsk forpligtelse til at arbejde videre ad
denne vej.
Kant har i betydelig grad været med til at forme
vore opfattelser om folkeretten og om staternes liv.
Det kan derfor være vanskeligt for os i dag at se
det profetiske og kontroversielle i hans tanker om
fredens betingelser. Det er dog tankevækkende, at
det nye sovjetiske styre hos Kant synes at have
fundet nogle af de teoretiske argumenter, der føres
frem for opbygningen af en retsstat og for en
ændring af udenrigspolitikken. Under de
igangværende omvæltninger i Sovjetunionen
. . i påberåber man sig direkte Kants "Den evige fred"
som ledetråd.
Som nævnt vakte det Bile, men tanketunge skrift
hurtigt opmærksomhed. Kant udsendte selv en
fransk oversættelse i 1796, og flere andre franske
■ I
oversættelser fulgte snart efter. Også til engelsk
blev skriftet oversat. Det tjener dansk åndsliv til
ære, at der allerede i 1796 kom en anonym dansk
oversættelse tilegnet Tyge Rothe ved den
teologiske student og litterat Malthe Møller. Det er
-1 6
en oversættelse med mange kvaliteter, men måske
peger den i sin sprogdragt mere bagud end frem,
og vi har derfor fundet det rigtigere at benytte den
foreliggende tekst, der kommer nutidsdansk
nærmere.
Den er oversat af den danske politiker og forfatter
Fredrik Bajer (1837-1922) og udgivet i 1889 på det
norske forlag "Bibliothek for de tusen hjem" (2. ud
gave på norsk i 1916). Det er denne oversættelse,
der i let moderniseret form er lagt til grund for
SNUs udgave, som hermed fremlægges i tillid til,
at Kants lille skrift har meget at sige vor tid både
ved sin optimisme - forestillingen om den evige
fred - og sin pessimisme: den usentimentale
præcisering af fredens forudsætninger.
De med * betegnede noter i teksten er Kants egne, mens tallene
henviser til redaktionens noter, der er anbragt bag i bogen.
7
)i
J
©en evige greb.
St p i (o fo p(ji ft t Ubtaft
af
3 tn w m e ( $ « n t.
gor&anffet
■i
meb
en opfpfenfce kommentar.
gørfte $eft»«
£iø&enfcovn, 1795.
' 1 J'oa 3. S). <£ct>u&otbe* Rørlag.
■ -1
! Titelbladet til Malthe Møllers oversættelse fra 1796
8
