Table Of ContentD A N S K
B I O G R A F I S K L E X I K O N ,
TILLIGE OMFATrENDE
NORGE FOR TIDSRUMMET 1537— 1814.
UDGIVET
AF
G. F. B R I C K A .
X V . B IN D .
SCALABRINI-SKANKE.
KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FOELAG (F. HEGEL & SØN).
GRÆBKS 8 0 GTKYKKERI.
1901-
Scalabrini, Paolo, 1713— 1803, Musiker, kom til Kjøbenhavn
i Slutningen af 1747 med et til Hoffet engageret italiensk Opera
selskab under Ledelse af Pietro Mingotti, hvis Komponist og Kapel
mester han da havde været i nogle Sæsoner. Opcraforestillingerne,
der vare noget nyt her til Lands, begyndte paa Charlottenborg 18.
Dec. og gjorde stormende Lykke. Dronning Louise sværmede for
italiensk Musik, og da S. viste sig at være en rutineret Musiker
med et frugtbart og behageligt melodisk Talent, blev han 15. Juli
1748 udnævnt til kongl. Kapelmester i Steden for Scheibe, der
var en erklæret Modstander af den moderne italienske Opera, og
hvis Stilling ved Hoffet som Følge deraf var bleven uholdbar. Det
varede ikke længe, inden S. igjeo roaatte vige for Sarti (XIV,
606). Denne kom her til med Mingotds Selskab i 1753 og blev
1755 kongl. Kapelmester; men S. vedblev dog at opholde sig i
Kjøbenhavn og knyttedes atter til Hoffet i 1768 som Kapelmester
ved en italiensk komisk Opera, som da blev oprettet Ved Sartis
Landsforvisning 1775 antoges S. paa ny til Hofkapelmester og
beklædte derefter denne Stilling indtil 1781, da han efter at have
mistet sin Hustru vendte tilbage til Italien, hvor han døde i Lucca
1803 i den høje Alder af ^ Aar. Han var gift med den ind
tagende Intermezzosangerinde Grazia f. Mellini, der samtidig med S.s
Ansættelse som Kapelmester 174S blev udnævnt til Hofsangerinde
(t 16. Febr. 1781, 61 Aar gammel). Efter hendes Død ægtede han
i Italien Sangerinden Teresa Torre, som han havde bragt med her
til 176$, og som i flere Aar sang i den italienske Opera i Kjøben
havn.
S. udfoldede en kvantitativt meget betydelig Produktivitet
baade paa Operaens og Kantatens Omraade. Fra de første Aar
Dansk iMOgr. Lex. XV. )ao. 190X. I
2 Sealabrtni, Pcph.
af hans Virksomhed her kunne exempelvis nævnes Operaerne «Di*
done», tDemetrio*, «Artaserse», €L’Adriano» og cSiroe». Til
nogle af disse var dog til Dels benyttet Musik af andre Kompo
nister, og S. synes i det hele ligesom adskillige af hans Land$>
mænd ret ugenert at have tilsidesat de kunstneriske Hensyn for
de praktiske. Det omtales saaledes, at han endog ved almindelig
yndede Syngespil lavede om paa Musikken for Sangernes Skyld,
saa at den paa mange Steder ikke var til at kjende igjen. Efter
at han i det alvorlige Fag var stillet i Skygge af Sarti, dyrkede
han især Intermezzoet og den komiske Opera. «Den belønnede
Kjærlighed>, som han havde komponeret til en italiensk Text, der
blev oversat paa Dansk (175S), var det første af danske Sangere
paa Theatret opførte større Syngespil. Senere skrev han til dansk
Text cGeniernes Fest* (1760) og Syngestykket «Oraklet» (1776).
Mange af hans Kantater og andre Lejlighedskompositioner ere lige
ledes komponerede til danske Texter, hvoriblandt flere af Ewald.
Til disse høre Kantaterne til Kongens Fødselsdag 1771 og 1772
samt Forspillene «Cereris og Thetidis Strid* (1774) og ♦ Landsby
højtiden* (1775). Han komponerede ogsaa et Passionsoratorium
af Ewald (1771), hvortil Schulz senere skrev en ny Musik («Maria
og Johannes*). Kun ét af hans Værker overlevede ham: Musikken
til Wessels Parodi «Kjærlighed uden Strømper* (1773), hvormed
han, sikkert meget imod sin Vilje, bibragte den italienske Opera,
som han selv havde introduceret her i Landet, det sidste, dræ
bende Stød.
Overskoo, Den danske Skueplads il— III. Collin« For Historie Stati
stik II, 2lSf. 241. Musikforeningens Festskrift I. V, Q,
Scavenlus, jvfr. Skavbo.
Seavenius, Christian, 1670— 1732, Højesteretsjustitiarius. Han
var Søn af nedennævnte Generalprokurør Peder L. S. og fødtes 22.
Okt 1670. 1692 kom han paa det ridderlige Akademi i Kjøben-
havn. 1701 flk han Titel af Kancelliraad. blev senere Assessor i
Hofretten, udnævntes 1705 til Justitsraad, 1716 til Kommitteret i
Politi- og Kommercekollegiet og blev 1717 Etatsraad. 1720 flk han
Befaling til i Rostgaards Sted at fungere som Justitiarius i Højeste
ret og blev Aaret efter indsat i dette Embede. Den Tid, han
forestod Landets højeste Domstol, betegner et lidet opbyggeligt .Af
snit af Højesterets Historie. Assessorerne udebleve hyppig fra
Scavtnius, Chr.
3
Møderne, Tallet af de resterende Sager voxede i betænkelig Grad,
Skjænk og Gave gik i Svang paa den ublueste Maade. 1725 ned
sattes til at undersøge disse Misbrug en Gehejme-Inkvisitionskom-
mission, der i sin Betænkning erklærede, at Højesteret «daglig
violeredes ved hans utilladelige Direktorium», og S. erklæredes for
skyldig i at have modtaget Bestikkelser. 1726 blev han afskediget
i Naade. Ved Christian VI’s Tronbestigelse udnævntes S. til Konfe-
rensraad «med Rang foran dem, som efter hans Dimission vare
forfremmede*, kom atter til at votere og blev Medlem af en Kom
mission til at indgive Forslag om Lavenes Artikler og Privilegier.
S. døde allerede 30. Nov. 1732. Hojer kalder ham en forstandig
og vakker, men pengebegjærlig Herre. S. ægtede 21. Sept. 1698
i Kjøbenhavn Ingeborg Christine Hjort (døbt 23. Marts 1680 i Kjø-
benhavn, gravsat 27. Avg. 1748 sammesteds), Datter af Etatsraad
Peder Sørensen H, og Anna Winding.
S. Vedel, Den dansk-norske Høiesierets Hist. $. 183 fT. C. Bruun, Fr.
Rostgaard. Danske Saml. I\'. Løuis Bøbé.
Seavenius, Jacob Brønnum, 1749— 1820, Godsejer. Jacob
Brønnum, født i Skagen 2. April 1749 som den 9. af ii Sø
skende, Søn af Handelsmand Peder Christensen Brønnum eller
Brøndum og Anne Ibsdatter, blev 1770 Student fra Aalborg Skole
og kaldte sig herefter med det ham i det latinske Testimonium
tillagte Navn Seavenius (o: Skagbo). Han tog ingen Embedsexa-
men, men traadte som Volontær ind i Rentekammeret og arbejdede
her nogle Aar, indtil han 1776 hk cn Ansættelse som Assistent i
det asiatiske Kompagnis Tjeneste i Ostindien, hvor han snart blev
Faktor. Efter at have tilbragt 15 Aar i Bengalen vendte han 1792
tilbage til sit Fædreland med en Formue paa o. 2 l'dr. Guld og
belønnet af Kompagniet med en Medaille. Sine Penge anbragte
S. i Jordegods, i det han 1793 for 200000 Rdl. kjøbte det dl firi
Ejendom overgaaede Lindeneroneske Stamhus, bestaaende af God
serne Gjorslev, Erikstnip og Søholm i Stævns; 1798 erhvervede han
desuden for 102000 Rdl. Klintholm Gods paa Møen. Som Gods
ejer havde S. store Opgaver at løse, og han løste dem med Dyg-
dghed. Paa Gjorslev og de andre sjællandske Godser havde Etats
raad Lindenerone forløftet sig paa den Opgave at emancipere
Bønderne (s. X, 313), der ved hans uegenn3rttige Bestræbelser kun
vare sunkne dybere; cn Hovedgrund hertil var vistnok, at Ud
skiftning ikke samtidig var foregaact. Dette betydelige Arbejde
ScoTfenius, yae. Brønnum.
satte S. nu i Værk, og det bar snart velsignelsesrige Frugter saa
vel for Bønderne som for Herskabet. Han lod derhos Skovene,
som hidtil havde ligget til Graesning for Bønderne og Forpagterne,
indhegne og frede; den Produktion af Kridtsten, der dreves paa
den til Godserne hørende Stævns Klint, forøgede og forbedrede
han meget og anlagde Kridtfabrikken ved Bøgeskov. L. Engelstoft
kunde saaledes vistnok med Grund 1813 udtale, at S. ved en for
nuftig og velordnet Bestyrelse havde femdoblet disse Godsers Værd.
Men S. var ikke alene den praktiske Mand; han var tillige
en Mand med mange aandelige Interesser, der væsentlig samlede
sig om Matheroatik, Historie og Sprog, i hvilke han havde gode
Kundskaber. Hans eget Forfatterskab er dog ringe, i det han kun
har ladet trykke en Sang om Indfødsretten (1777) og 2 Betænk
ninger om Faktoriernes Skadelighed (1796); men en af ham 1815
udsat Belønning fremkaldte Werlauffs og Nic. Outsens Afhandlinger
om det danske Sprogs Historie i Slesvig. Denne hans litterære
Interesse viste sig ogsaa deri, at han 2 Gange tilkjøbte sig store
Bibliotheker. Det første, der var samlet af Underbibliothekar ved
Kongens Haandbibliothek P. T. VVandall, og som bestod af over
13000 Bind, henhørende til den danske, norske og holstenske
Litteratur, fortsat lige til Udgangen af 1793, henstod endnu i VVan-
dalis. Værelser paa Christiansborg Slot, da dette brændte 1794 og
dermed denne kostbare Bogsamling, som S. havde bestemt til
offentligt Brug, i det det var hans Hensigt tillige at henlægge en
Kapital til dens Fortsættelse. En ganske lignende Skæbne ramte
det Bibliothek, som S. kjøbte af Notarius publicus C. Schmidt; det
var af samme Art som det Wandallske, maaske endnu værdifuldere.
Ved Bombardementet 1807 blev det Luernes Rov i S.s Gaard i
Klædebodeme (nu Skindergade Nr. 38) tillige med de litterære
Skatte, som S. tidligere havde erhvervet, f. Ex. paa Åvktionen
efter Advokat Uldall. Dog tilvejebragte S. senere betydelige viden
skabelige Samlinger, som han opstillede paa Gjorslev. Efter et
langt og virksomt Liv døde S., der 1793 var bleven Jusdtsraad og
1811 Etatsraad, paa Gjorslev 20. Juni 1820 «som en elskværdig,
blid Olding, savnet og højtagtet af mange, der med Taknemmelig
hed velsigne hans Minde*. Han havde o. 1794 ægtet Karine Lucie
Debes (f. 1775 f 25. Jan. 182$), Datter af Højesteretsassessor, Ju-
stitsraad Lucas D. og Christine f. Suhr.
Werlauff, Efterr. om det st. kgl. Bibi., 2. Udg., S. 277 f. Erslew, Forf.
Lex. Daaske Herr^aarde VII: Gjorslev; XVI: Klintholm. G. L, Wad,
Sca7f^us, yak. Fred,
Scavenius, Jakob Frederik, f. 1S38, Politiker, KuUusmini-
ster, Søn af nedennævnte Kammerherre Peter Brønnum S. Han
er fodt i Kjøbenhavn 12. Sept. 1838, blev 1857 Student fra Metro*
politanskolen og i Sommeren 1863 Cand. polit. Strax derefter begav
han sig paa Rejse, men den blev af kort Varighed. 1 Nizza
naaede Kfterretningen om Frederik VII’s Død ham, og kort efter
kom Budskabet oro Krigen med Preussen og Østerrig. S. betænkte
sig ikke et Øjeblik paa at rejse hjem; hans levende Nationalfølelse
og tidlig vaagnede Forstaaelse af de Forpligtelser, der fulgte roed
hans sociale Stilling som Arving til udstrakte Godser, gjorde ham
Beslutningen om at stille sig til Raadighed for Fædrelandet let og
naturlig. Efter sin Hjemkomst meldte han sig som frivillig og
blev antaget som Ofticersaspirant. Med 18. Infanteriregiment del
tog han i den haardnakkede og blodige Kamp 29. Juni 1864 paa
Als. For sin Deltagelse i Felttoget blev S. dekoreret med Dåne*
brogsmændenes Hæderstegn.
Den Fare, hvori Danmark var blevet stedt ved Kong Frede
riks Død, Feltlivet, Frcdslutningens forfærdelige Alvor og endelig
den efterfølgende Tids nationale Haabløshed — alt dette afsatte
hos S. saa dybe Indtryk, at de bleve bestemmende for hele hans
Livssyn. Kjærligheden til Fædrelandet og med den ogsaa Bekym
ringerne for, hvorledes det skulde gaa Nationens Selvstændighed,
bleve hans Tankers Beskæftigelse. Den sorgfri Tilværelse med Idræt
og selskabelige Adspredelser, der var ham forbeholdt som Arving
til store Godser, udøvede paa langt nær ikke den samme Tiltræk
ning paa ham som paa de fleste af hans Standsfæller. Ingen er
saa ofte bleven kaldt «Junker» som S., — ingen har haft saa faa
af Junkerens Interesser som han. Han søgte Forbindelse med og
Indflydelse paa det offentlige Liv for at bidrage til den nationale
Gjenoprejsning og Udvikling. Under Paavirkning af Faderen og
enkelte andre af de store Jordegodsbesiddere, der i National-Libera-
lismen saa deres farligste Modstander, tog S. afgjort Stilling mod
dette Parti, som han tillagde Hovedskylden for Danmarks Ulykker.
Da han i en Alder af 26 Aar stillede sig til Valg i Præstø Amts
X. Valgkreds, var det som Bondevennernes allierede. Med den
Tilbøjelighed for kategoriske Udtalelser, som man kan forfølge
gjennem hele hans politiske Karriere, udtalte S. i 1865 paa et Valg
møde, at han langt hellere vilde finde sig i et Bonderegimente
end i at terroriseres af det System, Hall repræsenterede. Paa Valg
dagen formulerede han end videre sit Program saaledes, at det var
Seavenius, Jok. Fred.
hans Opgave «at styrke Kongens Stilling ved at bringe ham til at
støtte sig til Landbostanden*. Netop paa dette Tidspunkt havde
det konservative Ministerium Bluhme— David sluttet Forbund med
sine tidligere Modstandere, de national-liberale, for at gjennemføre
Grundlovsudkastet. Imod denne Koalition var det, at S. og Avgust-
foreningens Medlemmer stillede Alliancen med Bondevennerne. Ved
Valget 30. Maj 1865 valgtes S. til Rigsraadets Folketing, dog med
ringe Majoritet.
Samme Aars Sommer deltog S. i de Forhandlinger, der gik
forud for Afstemningen 28. Avg. 1865 om de ved Afstaaelscn af
Slesvig nødvendiggjorte Grundlovsforandringer. Under disse For
handlinger befandt han sig i Overensstemmelse med de Politikere,
som nogle faa Maaneder senere gennem Oktoberforeningen samle
des om et fast Program. S. var tilstede i Hotel Fønix 10. Okt.
1865, da Foreningen stilledes ved en Sammenslutning mellem den
J. A. Hansenske og Frølundske Side af Bondevennerne og Repræ
sentanter for det større og mindre Landbrug med den Opgave at
faa Grundloven gjennemført og et konservativt Landsting indført.
Ved Valget i Juni 1866, der bragte S. ind i Rigsdagens Folketing,
støttedes han da ogsaa stærkt af Bondevennerne, ligesom det for
en væsentlig Del var ved deres Stemmer, at han valgtes ind i
Finansudvalget fra Samlingen 1S65. Under Ministeriet Frijs stod
S. som et paalideligt Medlem af det Flertal, for hvis Anskuelser
Regeringen, i alt F'ald i Begyndelsen, var et korrekt Udtryk. Den
unge Godsejer, der ved Faderens Død 1868 havde arvet de vidt
strakte Besiddelser, var ikke Taler. Men allerede ved sin første
Optræden i Tinget gjorde han sig gjældende ved Dybden og Styr
ken af sine Anskuelser og ved den Alvor og Klarhed, hvormed
han satte sig ind i Lovgivningsarbejdet. Den samme Anerkjendelse
bliver ham til Del den Dag i Dag. Naar S. undertiden synes at
lægge en alt for selvsikker Overlegenhed for Dagen, saa er det i
Virkeligheden hans Usikkerhed paa Talerstolen, hans Forlegenhed
over at skulle lede efter det kongruente Udtryk for sine Tanker,
som tvinger ham til at udtale sig i den kategoriske Form, der ofte
har skadet ham; selv nu, efter 35 Aars Praxis i det offentlige Liv,
søger S. forgjæves at skjule sin oratoriske Forlegenhed under en
hakkende Lapidarstil.
Da det forenede Venstre stiftedes 1870, brød $. fuldstændig
med sine gamle allierede, Bondevennerne, og sluttede sig, i god
Konsekvens med sit oprindelige Standpunkt, til det konservative
Seavenius, yak. Fred.
Parti; han blev et af dets mest indflydelsesrige Medlemmer, der
bestandig havde Sæde i Finansudvalget, hvis Mening blev hørt med
Opmærksomhed, og hvis Raad blev indhentet i alle vigtige Til
fælde, særlig under Kriserne 1875 og 1877. S. viste i Tinget en
overordentlig Arbejdslyst og Arbejdsevne. Navnlig de militære
Spørgsmaal optoge i høj Grad hans politiske Interesse. Begiven
hederne i Evropa 1870 gjorde et dybt Indtryk paa ham. Da det
tyske Riges Oprettelse havde gjort ham det klart, at Haabet om
en snarlig national Oprejsning for Danmark maatte opgives, blev
det for ham en Hovedopgave at styrke Folkets Selvtillid. «For
at et Folks Aandsliv ikke skal stagnere, er det nødvendigt, at der
ogsaa udad til dog er en Mulighed for Bedrift*, har S. en Gang
sagt med nogle for hans Person og Politik karakteristiske Ord.
En politisk erfaren Godsejer med S.s Anskuelser var selv
skreven til at træde ind i den Regering, hans Fætter J. B. S.
Ettrup havde dannet 11, Juni 1875. Da Fischer (V, 169) blev
Ijærnet som Kultusminister, udnævntes S. 24. Avg. i$$o til hans
Efterfølger. Modstandere og Tilhængere mødtes i den Anskuelse,
at hans Optagelse i Ministeriet Kstrup betød en Forøgelse af dets
Styrke og Homogenitet samt en Tydeliggjørelse af dets Hensigter.
«Junkeren» roed det lidt afsnuppede Væsen og den kategoriske Tale
blev da ogsaa Ministeriet F/Strups forsvarsivrigste Medlem. Paa det
storpolitiske Omraado vare hans Principper urokkelige: Kongemag
tens og Landstingets Rettigheder skulde bevares ubeskaame. For
fatningskampen og Befæstningen skulde gjennemføres uden Vaklen
af en stærk Regering med de Midler, der forelaa, selv om de
vare lige saa usædvanlige som uregelmæssige. Men som Chef for
sit Departement spurgte S. først og fremmest om Dygtigheden hos
de Mænd, han som Minister skulde give Embeder. Han var let
tilgængelig for Sagkundskabens og den faglige Interesses Raad.
Midt i Provisorie- og VisnepoHtikkens Periode kunde derfor en saa
udpræget Kampminister som S. gjennemføre en lang Række for
den kulturelle Udvikling meget værdifulde Love.
Under S. ordnedes ved ]x>ven af 30. Marts 1889 Statens
Arkivvæsen ved Oprettelsen af et Rigsarkiv. For Musæeme blev
S. en rundhaandet og altid redebon Minister; i Kjøbenhavn lod
han Ejendommene omkring Prinsens Palais opkjøbe til Sikring og
Udvidelse af det senere Nationalmusæum, og i Provinsen støttede
han de lokale Musæer. Han tog Initiativet til det ved kongl.
Resolution af 8. Okt. 1883 indstiftede <Kirkelige Raad». Hensigten
Stavtnius, Jok. Fred,
$
med dette Raads Oprettelse var i rent kirkelige Sager at gjøre
Kirken uafhængig af Administrationen, saa vidt Grundloven og den
almindelige Lovgivning tillode det. S. stod personlig ganske frit
over for de forskjellige Bevægelser inden for Folkekirken, og ved
Embedsbesættelser lod han sig ikke paavirke af nogen Indflydelse
ude fra. Med stor Interesse tog han sig af Kirkebygningerne Landet
over. 30. Avg. i88i indførtes den <calmindelige Forberedelsesexa-
men» i Steden for de tidligere saakaldte «lille» og «store» Præli«
minærexaminer; herved gaves Stødet til Realskolens stærke Udvik
ling. Loven af ii. April 1890 ordnede Døvstummeundervisningen,
som overtoges af Staten alene. 7. Juni 1889 udkom efter S.s
Paabud de Retskrivningsregler, hvis Hensigt det var at bringe Sy
stem i de forvirrede Forhold paa dette Omraade; de høre til de
af S.s administrative Foranstaltninger, som ere bievne stærkest
kritiserede, og som have haft mindst Virkning.
1 en Tid, hvor det aandelige Liv var i saa høj Grad paa
virket af den heftige politiske Kamp, at Litteratur og Kunst bleve
dragne med ind i den, havde S. Lejlighed til at vise sit aandelige
Frisind ved at støtte l'alentet, ligegyldigt hvilken politisk Lejr det
tilhørte. Det er en stor Ære for S., at han har taget Initiativet
til, billiget og gjennemført en lang Række Statsundcrstøttelser til
danske Videnskabsmænd, Forfattere og Kunstnere uden at blande
uvedkommende Betragtninger ind i Drøftelsen af deres Kvaliflka-
tioner. Til S.s Karakteristik som Kultusminister hører endelig
ogsaa hans Sans for at bygge og bygge flot. Under ham opførtes
i Kjøbenhavn Nybygningerne til Polyteknisk Læreanstalt, Minera
logisk Musæum, Kemisk Laboratorium, det plantefysiologiske Mu-
sæum samt Kunstmusæet.
S.s Ministertid har saaledes været frugtbar paa Resultater,
hvoraf flere ere af blivende Betydning. Saa længe han befandt sig
i fuld Overensstemmelse med Ministeriet Estrups Storpolitik: den
provisoriske Lovgivning med Kjøbenhavns Befæstning som Formaal
og Hævdelse af Kongemagtens og Landstingets forfatningsmæssige
Rettigheder, — saa længe var hans Stilling som idérig, arbejdsom
Kultusminister da ogsaa stærk og uangribelig til Trods for de Storm
løb, der foretoges mod den. Men fra den Tid, Ministeriet indlod
sig paa den Forhandlingspolitik, der skulde føre til Forliget af 1894,
blev S. en Hindring, som det ansaas for nødvendigt at fjæme.
Hverken Estrup eller «det forhandlende Ven$tre> kunde være i
Tvivl om, at S. var Regeringens mest intransigente Medlem, der ikke
