Table Of ContentDE STORE TÆNKERE
Redaktion
Justus Hartnack og Johannes Sløk
Lsfristoteles
Indledning, oversættelse og noter ved
An finn Stigen
TANO
I«S Ar
“De store tænkere - Aristoteles“
2. udgave, 1. oplag 1991
© Tano, Oslo 1991
Omslag: Kjeld Brandt
Trykt hos a-offset, Holstebro
ISBN 82-518-3000-1 (hele serien)
ISBN 82-518-3002-8 (denne bog)
Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne uog eller
dele deraf er ikke tilladt ifølge lov om ophavsret.
Forord
Ved udarbejdelsen af oversættelsen indtil af
snittene fra “Metafysikken” har amanuensis
i klassisk filologi, cand. mag. Bent Dalsgaard
Larsen været mig til stor hjælp; han har red
det mig fra mange fejlagtige og misvisende
oversættelser. Min svigerfar, dr. philos. Alf
Christensen, har gennemlæst hele oversættel
sen på norsk og har med sin sikre sprogfølelse
og filosofiske sans gennemført talrige forbed
ringer. Til slut takker jeg seriens redaktør,
professor, dr. theol. Johannes Sløk, for hans
skånsomme overføring af oversættelsen fra
norsk til dansk sprogdragt.
Anfinn Stigen
Indhold
FORORD 9
INDLEDNING II
I LOGIK
i. Kategorierne 36
2. Ting 36
3. Ord og sætninger 39
4. Udsagn 40
5. Slutning 42
6. Fire forskellige slags angivelser 43
7. Viden 46
8. Viden og sansning 49
9. Hvordan man får kendskab til
udgangspunkterne (principperne) 49
II NATURFORSKNING I ALMINDELIGHED
10. Natur 52
11. Hensigt i naturen 52
12. Sted 54
13- Tid 56
14. Forskellig slags bevægelse 58
15. ‘Sammen’, ‘adskilt’, ‘berøre’, ‘mellem
liggende’, ‘næst’, ‘tilstødende’, ‘sammen
hængende’ 59
16. Zenons paradokser 61
1 7. Det første bevægende 64
18. Den vigtigste form for bevægelse 66
III KOSMOLOGI
19. De fem elementer 68
20. Universets opbygning 70
21. Hvorfor enkelte ting ifølge deres natur
stiger og andre falder 71
IV BIOLOGI
22. Naturforskningens metode 74
23. Klassifikationens principper 79
24. Biologiens værdi 82
V PSYKOLOGI
25. Den opfattelse, at sjælen ‘bevæger’ sig selv 86
26. Har sjælen dele? 87
27. Hvad er ‘sjæl’? 88
28. Sjælens evner 94
29. De forskellige sanser 95
30. Sansning i almindelighed 98
31. Tænkningen 99
32. Hukommelse og erindring 102
VI METAFYSIK
33. Filosofiens opståen og væsen 106
34. Er årsagskæden uendelig? 112
35. Fremstillingen må afpasses emnet 114
36. Studiet af det, der er, for så vidt det er,
er studiet af, hvad ‘ting’ er 1 14
37. Filosofiens problemer 116
38. Det grundlæggende aksiom — modsigelses
princippet 11 7
39. De fire årsager 119
40. Betydninger af ‘noget er’ 122
41. Filosofien, naturvidenskaben og
matematikken 1 2 3
42. Hvad er en ‘ting’ (‘substans’)? 125
43. Tilblivelse *32
44. Hvad gør en ting til en enhed? 137
45. Tingen og det almene 139
46. Enhed, et kendemærke på at noget
er en ting T42
47. Definitionens og tingens enhed 142
48. Det mulige og det virkelige 144
49. Det uendelige T45
50. De forskellige slags ting *49
51. Teologi I5°
52. Kritik af Platons idélære *53
VII ETIK
53. Moralske problemers egenart 158
54. At leve vel og at handle vel er at være
lykkelig *59
55. Den platonske forestilling om det gode
i sig selv 1
56. Hvad er lykke? J$3
57- Lykke og ydre goder 164
58. De intellektuelle og moralske dyder 165
59. Hvad er moralsk dyd? 169
60. De vigtigste moralske dyder 172
61. Frivillige og ufrivillige handlinger 175
62. Valg og beslutning 179
63. De vigtigste intellektuelle dyder 184
64. De intellektuelle dyders virken 185
65. Forstand j86
66. Visdom ^7
67. Nytten af visdom og forstand 189
68. Den karaktersvage igi
69. Behag og nydelse 195
70. Venskab 20I
71. Det bedste liv 202
72. Behovet for lovgivning 206
VIII POETIK
73. Digtningens oprindelse 208
74. Definition og analyse af tragedien 209
75. Begivenhedsforløbet og stykkets længde 212
76. Handlingens enhed 214
77. Digterens opgave 214
78. Omslag, genkendelse og lidelse 216
79. Opbygningen af begivenhedsforløbet med
henblik på tragediens opgave 21 7
80. Digterens svar pa prosaiske indvendinger 219
NOTER 221
Indledning
Hvorfor læse Aristoteles?
Fordi ingen har haft større indflydelse på filosofien og
dermed på udviklingen af nøjagtig tænkning end Aristo
teles. Dette svar kan umiddelbart synes at være en meget
tvivlsom pastand. Hvad f. eks. med Platon, Thomas Aqui-
nas i middelalderen og store dele af verden endnu i dag,
Kant i 1800-tallet, Marx for den kommunistiske filosofi,
Wittgenstein for enkelte dele af den nyeste filosofi? Der
er imidlertid én forstand i hvilken vurderingen ikke bare
er rimelig, men utvivlsom rigtig. En filosofs indflydelse
ytrer sig nemlig ikke blot i den opmærksomhed senere
tænkere viser hans doktrin eller lære, i deres erklærede
enighed eller afstandtagen fra hvad han mente, men også
i talemåder, distinktioner, klassifikationer, principielle syns
måder og oplysninger, som er denne filosofs arv til efter
tidens sprog og tænkning. Den sidste form for påvirkning
er den dybestgaende, men den er også den mest anonyme
og stilfærdige.
Læseren vil i det efterfølgende tekstudvalg møde distink
tioner, han er helt fortrolig med, fordi de nu er indarbejdet
i vort sprog, og han vil derfor næppe have den følelse af
nyhed og opdagelsesglæde, som Aristoteles’ egne elever må
have oplevet. Mange af de ting, som Aristoteles siger, vil
derfor også forekomme en moderne læser naive og selv
følgelige. Men man kan næppe undgå samtidig at blive
slået af den skarpsindighed og klarhed som præger Aristo
teles’ behandling, selv når 'selvfølgeligheder’ siges.
Kommer vi fra dagligtalen til videnskabens og filoso
fiens tekniske sprog, er Aristoteles’ indflydelse endnu tyde
ligere. Inden for visse dele af logikken er terminologien
endog næsten i sin helhed overtaget fra Aristoteles. Og
Aiistoteles klassifikation af de forskellige videnskaber af
12 ARISTOTELES
spejler sig med få modifikationer endnu i dag i de fleste
fagbibliotekers klassifikationssystemer.
Ser vi bort fra denne form for indflydelse, må man slå
fast, at Aristoteles’ direkte filosofiske eftervirkning, efter
oldtiden, har været ringe — bortset fra to perioder: i det
trettende og fjortende århundrede, og muligvis i vor egen
tid. Årsagerne til den opblussen af interesse for Aristoteles’
filosofi som har fundet sted, lad os sige i de sidste 50 år,
er dels af ydre art, dels af indre filosofisk art. En hær af
flittige og dygtige filologer har i de sidste hundrede år
sørget for pålidelige tekstudgaver og nøjagtige oversættel
ser. Disse har skabt den ydre forudsætning for at trænge
ind i Aristoteles’ vanskelig tilgængelige tænkning. Den
anden årsag er at finde i visse tendenser inden for den nye
ste filosofi, først og fremmest den analytisk orienterede
filosofi, hvis arbejdsmåde minder stærkt om Aristoteles’.
Man vil se (afsnit 2, 10, 12, 13 og flere steder) at for
muleringen af problemerne hos Aristoteles ofte begynder
som en analyse af de forskellige betydninger af visse cen
trale ord. Af og til (se f. eks. afsnit 12) mener han ud fra
en sådan analyse at kunne vise at et formentlig problem
opløses. Han finder f. eks. at problemet er opstået, fordi
den samme betegnelse er blevet brugt i flere betydninger,
dvs. for flere begreber. Aristoteles bliver aldrig træt af at
påpege, at medmindre vi først har klare begreber, og hol
der disse ud fra hverandre, er det nytteløst at forsøge at
løse filosofiske problemer.
Dette analytiske princip har rigtignok altid været fulgt
af alle store filosoffer. Men til dette kommer endnu et
aspekt af Aristoteles’ filosofi, som deles af visse retninger
inden for moderne filosofi: en særlig hensyntagen til og
respekt for dagligtalens begreber og distinktioner, ikke ud
fra den overbevisning at disse giver udtryk for alt det, men
neskene kan tænke og mene, og ikke ud fra den opfattelse
at de ikke kan gøres klarere (for mange formål, bl. a. i løs
ning af visse filosofiske problemer, må de gøres klarere,
end de er i dagligtalen), men i bevidstheden om at alle
