Labyrinter, latter og andre kunster. Et essay om tekster af Jens Baggesen, H.C. Andersen og Per Højholt

151 Pages·1997·17.752 MB·Danish

by  Ole Egeberg

bd
bå bå7 ig | bal bal

kb | be NØ2 0 m om
br AT
kim br ve | OLE EGEBERG DE um HE st
Lin REG RRN T REem
BYR| Re
EEN br | RHO REN
Rg
BOA PAS TT | RER
Kr
KAKR T UD ORDREbNe
7
WA, R rr
ÅND re
KR |
«| OD AN
i EEN
bMlde Odb åR ig Ebirz | || ETESSAY OM TEKST ER AF i bed,» RROE op Ehent NRRE E a
JENS BAGGESEN
HmLr bNi .| F | der Å he td
H.C. ANDERSEN
Fe | OG PER HØJHOLT A= Si | DNjr i.
ARE EA De
bd be
bie | z TÅ NE
RR rr PLAN N
RÅ NNA
Rd mp or kd | RO RR
bå 7 - — | LL mg DEN,N NA br
Ho TD
bå + ad bål RAN
AAN
AR
bå +De vd mm i | BE REN
RE mm ON RE= | | LÅ um UT BR mm MIN
Ety R mm i RAN um bdB N mm IN,A L
Bl IE ne PmLp ABON , RmEy NUN
REE => li | pe
KÅRE
DE
ls IN
RENER] PORR REN
EU en PÅ NR To bå EN RR
Rå RE
m bå | N bel
Se — KONENE : Så RON
sAlKRiCSoRkRR rS eLRN ROTREEERE SAR EE H R LEEAA LNS EERR ENR E ERANTN AS eRE NREGER R U RO2SAe RE DN ERReAl lKR RENRE ERG Sap TÅb i| RAER NT bRRå TsERktNEed RE
FE NR me am FÅ Te På Få Ny INF bd RE fm BENRN
UDE EEN DSE ES BE IDE ET I ØER ERPDS ME RN Basnslse
Ole Egeberg
LABYRINTER, LATTER
& ANDRE KUNSTER
Et essay om tekster af
Jens Baggesen,
H.C. Andersen
og
Per Højholt
V2 .
FORLAGET MODTRYK
O 1997 Forlaget Modtryk
Anholtsgade 4, DK-8000 Århus C
Tlf. 86 1279 12
Konsulent: Per Stounbjerg
Omslag: Katarina Skåld Egeberg
Tilrettelæggelse: Henning Mørck Jensen
Sats: Modtryk — Garamond
Tryk: Special-Trykkeriet a-s, Viborg
Indbinding: J. P. Møllers Bogbinderi, Haderslev
ISBN 87 7394 427 0
1. oplag 1997
Udgiver med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Modtryks teoriredaktion består af:
Jørn Erslev Andersen, Dorthe Jørgensen, Hans-Jørgen Schanz,
Lars-Henrik Schmidt, Per Stounbjerg og Hans Jørgen Thomsen
Til Katarina
Watch the birdy!

Tak til Per Højholt for tilladelse til at trykke digtene:
& EWALD, & BLICHER, & BAGGESEN
FORBEMÆRKNINGER, JOMFRUER
OG FORMER
a Jens Baggesen i 1789 i Schweiz mødte Sophie von
Haller, den første kvinde der kunne måle sig med
hans store kærlighed fru Pram, satte han alt ind på at gøre
indtryk. Scenariet var perfekt til Baggesens retoriske ekvi-
librisme: i gondol glidende gennem den dybblå Thuner-
sees blikstille vand, omkring dem rejste sig de schweiziske
alper og Baggesen erklærer, på fransk, sin kærlighed til
det højeste og smukkeste af bjergene, Die Jungfrau.
Han berømmer dets snehvide hals — og kigger på hendes.
Han hylder dets smukke midje — og betragter hendes. Han
taler om dets himmelske dragt — og lader blikket dvæle ved
hendes. Han henrykkes ved dets blå skysløjfer — og ser på
den blå silkesløjfe, hun bærer på brystet. Og da han frem-
hæver bjergets renhed, kyskhed, uskyldighed og jomfruelig-
hed, bukker han dybt og sigende for hende.
"Da svarer hun ham med disse lidt overraskende Ord:
"Oui, monsieur, elle est extråémement innocente, elle ne
se laisse jamais monter — —!” Der løber ham tusinde Ideer
gennem Sjælen. "Gudinden forsvandt aldeles,” skriver
han, "hvilket opvakte en ubehagelig Følelse i de finere
Dele af mit elskende Jeg, — men Evadatteren blottede sig,
og dette kildrede det sanselige” (Reumert. 1926:54).
x
b
LABYRINTER, LATTER & ANDRE KUNSTER
"Ja, hr., det er fuldstændigt uskyldigt, det lader sig aldrig be-
stige”. Baggesen er i syv sind. Er der tale om en allegoretisk
kommentar til hans egen allegoriske apoteose til Sophie, el-
ler har hun ikke fattet ironien i den metaforiske omskriv-
ning? Er hun letfærdig, koket eller uskyldig, naiv? Baggesen
løser problemet ved at spørge hende om hun er fransk, ogda
hun svarer, at hun er fra Bern, opfyldes han af fryd: hun er
uskyldig og naiv — tror Baggesen. Men måske er den ironi-
ske Baggesen egentlig den naive, og den uskyldige Sophie
ironisk, idet hun spiller med på de metaforiske subtiliteter.
Hun kunne spille på, at Baggesens ironi afhænger af at blive
forstået korrekt, dvs. på en måde hvor det ironiske opfattes
ironisk, men ikke kommenteres ironisk. Således ville hun
ironisk kunne have forstilletsig ved at spille naiv. Uanset om

den ene eller den anden er naiv eller ironisk, så er betydnin-
gerne i det lille rendez-vous umulige at afkode. Skønt ironi-
en her optræderi sin mest simple form, den retoriske, så ud-
løser den en række komplekse spørgsmål og problemer
knyttet til forståelse og misforståelse, til fortolkning og læs-
ning. Baggesens læsning af bjerget og Sophies læsning af
Baggesens læsning forholder sig til dette essay som mine læs-
ninger forholder sig til de læste teksters læsninger — og om-
vendt.
%
Ved at mime den kunst, han gør til genstand for refleksion,
sætter essayisten begreberi bevægelse og nærmer sig kunst-
værket på dets egne præmisser. Den Lukåcs, der bl.a. i Sjælen
FORBEMÆRKNINGER, JOMFRUER OG FORMER
og formerne var fascineret af romantikken og forfattere som
Sterne, Novalis og George, skrev i en dialogisk, eksperimen-
terende og prøvende form. Den senere Lukåcs, realismeteo-
retikeren, udfoldede sine teorier i en strengere og mere mo-
hologisk form. I begge positioner demonstreres en sensitiv
opmærksomhed omkring kritikkens retorik, det vil også
sige om forholdet mellem det, der reflekteres og måden
hvorpå det reflekteres. Da det romantiske forvises fra hans
interessefelt, forlader han den legende, essayistiske form og
erstatter den med en stringent, lukket.
Litteraturkritikeren må skrive i overensstemmelse med
detstof, han fordyber sig i, altså litteraturens sproglige egen-
art. For dette arbejde gælder det således, at det må skrives
med ironi og parodi som vedvarende klangbund, dvs. essay-
istisk, dialogisk. Min fremstilling består af flere perspektiver
og perspektivforskydninger, der ikke underordnes hinan-
den. Det er mangfoldigheden af perspektiver, der danner af-
handlingens perspektiv.
I Lyceumfragment nr. 42 fra 1797 skriver Friedrich
Schlegel om forholdet mellem ironi og poesi, som for
ham selvfølgeligt også omfatter kritikken.
4...) Der findes gamle og moderne digte, som gennem-
fående i det hele og overalt ånder ironiens guddommeli-
ge åndeslør. Der lever i disse et virkeligt transcendentalt
buffoneri. I det indre, stemningen, som overser alt, og
som hæver sig uendeligt over alt betinget, også over egen
Kunst, dyd eller genialitet: i det ydre, i udførelsen en al-
mindelig, god italiensk buffos mimiske manér”.
LABYRINTER, LATTER & ANDRE KUNSTER
en, som på italiensk slet og ret betyder komisk, løjerlig
er betegnelsen på den komiske figur i commedia delParte-
traditionens komiske operaer, som afbryder den narrative il-
lusion. Derudover er det bærende element i denne dramati-
ske tradition improvisationen (commedia delParte all'im-
proviso), som netop betyder uforudset (fra latin: improvi-
sus). Det ironiske træder altså frem som uventede maske-
spil, hér som små utydelige ryk, dér som forvrænget rynken;
men hele tiden et spil med sprogets muskulatur og fysiogno-
mi. Og denne maner er på én gang komisk og transcenden-
tal, dvs. en leende og lattervækkende rykken sig bort fra de
empiriske sprog mod et førbabylonisk ursprog, et mytisk
sprog løsnet fra temporalitet og rumlighed.
Buffoen er gennem sin falden ved siden af, ved sin afbry-
den beslægtet med parabasen og anakolutien. Med anakolu-
tien opstår en logisk brist i syntaksen. Det syntaktiske møn-
ster opløses, og der fremkommer noget uventet, overrasken-
de— de! siges noget andet end det umiddelbart intenderede.
Parabase, fra græsk, betyder overtrædelse eller fejltrin. I det
antikke drama betegner parabasen den situation, hvor koret
henvender sig til publikum. Koret træder ved siden af og ud
af fiktionen, som således brydes, og henleder opmærksom-
heden på fiktionens karakter af illusion og Schein. I retorik-
ken betyder parabasen et brud på en diskurs via et skifti det
retoriske register. Og denne ironiform virker altså på to ni-
veauer: i det indre som stemning, og idet ydre som buffone-
ri. I denne stemning, som også har at gøre med forfatterens
stemme, betones det distancerende og objektive moment i
forhold til værket. Det er Fichtes negative jeg, der her lader
FORBEMÆRKNINGER, JOMFRUER OG FORMER
sinstemme høre. Der er tale om et jeg, somi radikal distance
er afsondret fra sig selv i forbindelse med sit eget værk. Buf-
foneriet er udtryk for brud i den narratologiske struktur.
Buffoen som ironiens kendetegn hænger altså sammen med
den ironiske diskurs” tendens til bestandigt at falde ved si-
den af og uden for det, der siges, ved at vende om på, fordre-
je og forskyde det. Dette ironiens buffoneri sleb Schlegel tili
et andet fragment, nr. 668 i "Philosophische Lehrjahre”
(1796), hvor ironien fremhæves som en "permanent para-
base”: "Troni er en permanent parabase”. Der er klart nok
taleom et paradoks, men forestiller man sig ironien, eller pa-
rabasen, som en begivenhed i fiktionen og det narrative for-
løb, vil man også kunne forstå det parabasiske som noget,
der potentielt kan finde sted når som helst, hvor som helst.
Ved siden af det parabasiske stiller Schlegel det epideik-
tiske. I Philosophische LehrjahreWI nr 76 taler Schlegel om
ironien som "uendelighedens epideixis” (Schlegel.
1958ff.:128). Epi betyder: efter, på, ved, ved siden af og
deiksis: pegen, henvisen. Det epideiktiske træder altså
frem, idet ironien ved siden af udsagnet peger på og hen-
viser til uendeligheden og det ubetingede, som den selv
bliver del af. Ironien som bevægelse, agilitet. Gennem
ironi tegnes uendelighedens kaotiske koreografi som en
gestus til tonerne af det ubetingedes begrebsløshed. Den
radikalt utopiske dimension i betoningen af den fuld-
stændige meddelelse bliver ikke en stræben efter uende-
lighed, men slet og ret at have uendelighed.
Dette brud er tæt forbundet med det selvparodiske. Pa-
rabase og selvparodi: her samles og sprænges retorikken,